Stedlig mandatfordeling

I denne artikel skal vi tale om Stedlig mandatfordeling, et emne der har været genstand for interesse og debat i de senere år. Stedlig mandatfordeling er et emne, der berører mennesker i alle aldre, køn og kulturer, og dets relevans går på tværs af forskellige områder såsom sundhed, økonomi, politik og samfundet generelt. Gennem historien har Stedlig mandatfordeling spillet en grundlæggende rolle i menneskers liv, og dets undersøgelse og forståelse er afgørende for at forstå den verden, vi lever i. Gennem denne artikel vil vi udforske forskellige aspekter af Stedlig mandatfordeling, fra dens oprindelse til dens virkning i dag, med det formål at give et omfattende overblik over dette relevante emne.

Den stedlige mandatfordeling refererer til den geografiske fordeling af kredsmandater og tillægsmandater ved folketingsvalg i Danmark, dvs. undtaget Færøerne og Grønland.[1] Fordelingen skal sikre, at alle dele af Danmark er repræsenteret i Folketinget.

Fordelingen

Det fremgår af folketingsloven, at 135 af de 175 valgte folketingsmedlemmer i Danmark er kredsmandater og at 40 er tillægsmandater.

Metoden til fastlæggelsen af mandaternes stedlige fordeling nævnes i folketingsvalglovens § 10, stk. 1. Heraf fremgår det, at indenrigsministeren efter offentliggørelse af folketallet hvert femte år, dvs. senest i 2020, fastsætter fordelingen på grundlag af forholdstal, der for hver landsdel beregnes som summen af landsdelens og storkredsens folketal, vælgertal og areal i kvadratkilometer ganget med 20.

Ved den seneste beregning, der blev foretaget på baggrund af folketallet pr. 1. januar 2020, flyttedes et mandat fra Sydjyllands Storkreds i Landsdel Sjælland-Syddanmark til Københavns Storkreds i Landsdel Hovedstaden.[2]

Landsdele

Først fordeles de 175 mandater på de tre landsdele. Her lyder den aktuelle fordeling (pr. 2020):

Storkredsene

Dernæst fordeles på samme måde de 135 kredsmandater på storkredsene i landsdelene. Ifølge folketingsvalgloven ligger det fast, at Bornholms Storkreds skal have to kredsmandater uanset indbyggertallet. Tillægsmandaterne beregnes som forskellen mellem det samlede mandattal i landsdelen og antallet af kredsmandater i landsdelen.

Landsdel Hovedstaden:

Landsdel Sjælland-Syddanmark:

Landsdel Midtjylland-Nordjylland:

Tillægsmandaterne

Landsdel Sjælland-Syddanmark har med 15 tillægsmandater flest, mens Landsdel Midtjylland-Nordjylland har 14 og Landsdel Hovedstaden 11.[2] Disse fordeles ikke ud på storkredse,

Referencer

  1. ^ a b "Kreds- og tillægsmandaters stedlige fordeling ved folketingsvalg". Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Hentet 19. maj 2024.
  2. ^ a b Danmarks Statistik. "Beregning af kreds- og tillægsmandaternes stedlige fordeling ved folketingsvalg" (PDF). Hentet 19. maj 2024.