Gjallarhornet

I dagens verden er Gjallarhornet blevet et emne af stor relevans og interesse for en bred vifte af målgrupper. Uanset om det skyldes dets indflydelse på samfundet, dets historiske relevans, dets indflydelse på populærkulturen eller dets betydning i den akademiske verden, har Gjallarhornet fanget opmærksomheden hos mennesker i alle aldre og baggrunde. Når vi fortsætter med at udforske og bedre forstå dette fænomen, er det afgørende at analysere dets implikationer og konsekvenser for forskellige aspekter af vores daglige liv. I denne artikel vil vi grundigt undersøge virkningen og relevansen af ​​Gjallarhornet, analysere dens historiske, sociokulturelle, teknologiske dimensioner og mange andre aspekter, der er en del af dens nuværende betydning.

Heimdallr blæser i Gjallarhornet; illustration fra 1895 af Lorenz Frølich.

Gjallarhornet (eller Gjallerhornet) er i nordisk mytologi den kæmpelur eller horn, der bliver associeret med guden Hejmdal og den vise Mimer. Lyden af Hejmdals horn vil lyde til Ragnarok for at advare aserne om at jætterne kommer og det kan høres over hele verden. Mimers drikkehorn er også blevet nævnt som Gjallerhornet. Gjallerhornet beskrives i Yngre Edda der er skrevet i 1200-tallet af Snorre Sturlason.

Kilder

Bronzehorn fra 899-700 f.v.t. Påarp, Sverige.

Gjallarhornet nævnes én gang i Ældre Edda og nævnes tre gang i Yngre Edda, alle tre i Gylfaginning.

I kapitel 15 fortæller en tronet figur en forklædte Gylfe om det kosmologisk træ Yggdrasil. Her fortælles det at den ene af Yggdrasils rødder når ned til Mimers brønd, der indeholder megen visdom og intelligens. Ved brug af Gjallarhornet drikker Hejmdal af brønden og bliver selv vis.[1]

I kapitel 27 fortæller Den Høje Gylfe om Hejmdal, og den høje nævner, at Hejmdal ejer "trompeten" Gjallarhornet, og at "det kan høres i alle verdener".[2]

I kapitel 51 fortæller Den Høje om begivenhedre under Ragnarok. Efter gudernes fjender samler sig på Vigridsletten, vil Hejmdal blæse i Gjallarhornet. Guderne vil vågne og samles til tinge.[3]

Arkæologiske fund

Detalje fra Gosforthkorset, der afbilder Hejmdal med Gjallarhornet.

På et stenkors på Isle of Man, er der afbildet en figur med et stort horn, som han holder til munden og et sværd i bæltet. Forskere mener, at dette kan være Hejmdal med Gjallarhornet.[4]

Gosforthkorset, der er fremstillet i 900-tallet, og som står i Gosforth i Cumbria, England, viser en figur med et horn i den ene hånd og et sværd i den anden som holdes op mod to åbenmundede bæster. Figuren er ofte blevet tolket som værende Hejmdal med Gjallarhornet.[5]

Teprier og tolkningener

Detaljer på kopi af det ene af Guldhornene.

Forskeren Rudolf Simek har kommenteret at brugen af horn både som musikisntrument og som drikkekop ikke nødvendigvis er mærkelig, og at dette koncept også ses i den legendariske fortælling om den oldfranske helt Rolands horn, Olifant. Simek skriver at hornet er blandt de ældste germanske musikinstrumenter, sammen med luren, og ses i arkæologiske fund (som Guldhornene fra 400-tallet i Danmark) der synes at have en hellig funktion fremstillet udelukkende af religiøse årsage af germanere. Dette kan derfor forstås som versioner af Hejmdals Gjallarhorn, der kan dateres tilbage til jernalderen.[6]

I populærkulturen

I tredje bind af den danske Valhalla-tegneserie, Odins væddemål (1982), overtager Odins to brødre Vile og Ve kommandoen i Asgård og flytter til asernes forfærdelse Gjallarhornet til Valhal, hvor det ikke kan gøre nogen nytte, da jætterne jo ville være over broen før der bliver blæst i hornet.

Se også

Referencer

  1. ^ Faulkes (1995:17).
  2. ^ Faulkes (1995:25). Lindow (2002:143) nævner at det norrøne ord der bruges om instrumentet omhandler "et langt messinginstrument der vil svare til en moderne trompet uden ventiler".
  3. ^ Faulkes (1995:54).
  4. ^ Lindow (2002:168).
  5. ^ Bailey (1996:86-90).
  6. ^ Simek (2007:110—111)
Litteratur
  • Bellows, Henry Adams (1923). The Poetic Edda. American-Scandinavian Foundation.
  • Faulkes, Anthony (Trans.) (1995). Edda. Everyman. ISBN 0-460-87616-3
  • Bailey, Richard N. (1996). England's Earliest Sculptors. University of Toronto. ISBN 0-88844-905-4.
  • Larrington, Carolyne (Trans.) (1999). The Poetic Edda. Oxford University Press. ISBN 0-19-283946-2
  • Lindow, John (2002). Norse Mythology: A Guide to the Gods, Heroes, Rituals, and Beliefs. Oxford University Press. ISBN 0-19-515382-0
  • Orchard, Andy (1997). Dictionary of Norse Myth and Legend. Cassell. ISBN 0-304-34520-2
  • Thorpe, Benjamin (Trans.) (1866) The Elder Edda of Saemund Sigfusson. Norrœna Society.
  • Schach, Paul (1985). "Some Thoughts on Völuspá" as collected in Glendinning, R. J. Bessason, Heraldur (Editors). Edda: a Collection of Essays. University of Manitoba Press. ISBN 0-88755-616-7
  • Simek, Rudolf (2007) translated by Angela Hall. Dictionary of Northern Mythology. D.S. Brewer ISBN 0-85991-513-1
  • Zoëga, Geir (1910). A Concise Dictionary of Old Icelandic. Oxford University Press. ISBN 0-48643-431-1