Rhea (mytologi)
I dagens verden er Rhea (mytologi) fortsat et emne af stor relevans og interesse. Gennem historien har Rhea (mytologi) haft en væsentlig indflydelse på forskellige aspekter af samfundet, kulturen og hverdagen. I denne artikel vil vi i detaljer undersøge betydningen af Rhea (mytologi), såvel som dens indflydelse på forskellige områder. Fra dets oprindelse til dets udvikling i dag har Rhea (mytologi) genereret endeløse debatter, forskning og refleksioner, der har bidraget til at berige vores viden om dette emne. Gennem en dyb og gennemtænkt analyse vil vi forsøge at belyse de mest relevante aspekter af Rhea (mytologi) og dets relevans i nutiden.
For alternative betydninger, se Rhea. (Se også artikler, som begynder med Rhea)
| Rhea | |
|---|---|
| Titan for kvindelig frugtbarhed, moderskab og familie | |
 Rhea overrækker Kronos en sten svøbt i barselsklæder. | |
| Konsort | Kronos |
| Forældre | Uranos og Gaia |
| Søskende |
Andre søskende |
| Børn | Poseidon, Hades, Demeter, Hestia, Hera og Zeus |
| Romernes tilsvarende | Ops, Magna Mater |
Rhea (græsk: Ῥέα) er en titan fra den græske mytologi. Hun er datter af jordgudinden Gaia og himmelguden Uranos. Hun er gift med sin bror Kronos. I de tidligste fortællinger er hun kendt som "gudernes moder". Rhea er derfor stærkt knyttet til Gaia og den frygiske gudinde Kybele, som har lignende religiøse associationer. De klassiske grækere opfattede hende som de olympiske guder og gudinders moder, men ikke som en olympisk gudinde i sin egen ret. Rheas romerske modstykke er gudinderne Magna Mater og Ops.
Etymologi
De fleste oldgræske lingvister mente, at navnet Rhea kom af ordet "jord" (ἔρα).[1] Platon og Chrysippos forbandt dog ordet med ῥέω (rheo), der betyder "strøm" eller "udløb", hvilket bl.a. blev understøttet af H.G. Liddell og Robert Scott.[2][3] Rhea kan også sættes i forbindelse med det græske ord for granatæble, ῥόα.
Navnet Rhea er muligvis af førgræsk eller minoisk oprindelse.[4][5][6]
Mytologi
Ifølge Hesiod fik Kronos og Rhea seks børn: Hestia, Demeter, Hera, Hades, Poseidon og Zeus. Gaia og Uranos fortalte Kronos, at han var skæbnebestemt til at blive styrtet fra sin trone, lige som han selv i sin tid havde styrtet sin far. Kronos slugte derfor alle sine børn fra fødslen. Rhea, Uranos og Gaia udtænkte en plan, der skulle redde det sidste barn, Zeus. Rhea fødte i al hemmelighed Zeus på øen Kreta, og i stedet for det nyfødte drengebarn overrakte hun Kronos en sten svøbt i barselsklæder, som han slugte øjeblikkeligt. Rhea gemte Zeus i en grotte ved Idabjerget, hvor han enten voksede op hos en nymfe eller ged ved navn Amalthea.
Ifølge Platon var Forkys, Kronos og Rhea Okeanos' og Thetys' børn.[7]
Rhea-kulten
Rhea blev ikke i nævneværdig grad dyrket som en religiøs skikkelse af oldtidens grækere, og hendes kultfølge var lille.[8] Hun blev oprindeligt tilbedt på øen Kreta, hvor hun ifølge fortællingerne havde født tordenguden Zeus. Rhea-følgernes kultiske handlinger omfattede bl.a. rytmiske trommedanse, hvis formål det var at vække religiøs ekstase.[8] Trommerne i Rhea-kultens ritualer inspirerede sandsynligvis den senere Kybele-kults brug af samme instrument. Ligheden mellem de to gudinder var så markant, at nogle frygere opfattede Kybele som den flygtede Rhea, der var rejst fra Idabjerget på Kreta til Idabjerget i Frygien.[8] Vergil udtrykte imidlertid en modsat opfattelse, og han havde sandsynligvis ret i, at Kybele via grækernes kulturelle udveksling kom fra Frygien til Kreta, hvor hun blev omfortolket til Rhea eller identificeret med en lokal guddom.
Ikonografi
Rhea optræder kun i græsk kunst fra det 4. århundrede f.Kr., hvor hendes ikonografi er stærkt inspireret af Kybeles ikonografi.[8] De to gudinder kan derfor være vanskelige at skelne fra hinanden. De ses begge ofte siddende på en trone flankeret af løver. Rhea blev også portrætteret som ridende på en løve eller stående i en stridsvogn trukket af to løver. Kybeles romerske modstykke var Magna Mater, som i den romerske mytologi blev opfattet som en trojansk guddom, mens Rhea blev kædet sammen med gudinden Ops.
Rhea i den oldgræske litteratur
Homer opfattede Rhea som gudernes moder, men hun var ikke en universel modergudinde som frygernes Kybele, som hun senere blev identificeret med.
I Apollonios Rhodios' Argonautertogtet er Rhea og Kybeles sammensmeltning fuldbragt.[9]
Moderne navnefæller
Fugleslægten rhea (dansk: nanduer) er opkaldt efter gudinden Rhea. Det samme er Saturns næststørste måne.
Referencer
- ^ N. Hopkinson, "Rhea in Callimachus' Hymn to Zeus," The Journal of Hellenic Studies 104 (1984): 176-77.
- ^ H.G. Liddell og R. Scott, "ῥέω" i A Greek-English Lexicon (Oxford: Oxford University Press, 1843).
- ^ H.G. Liddell og R. Scott, "Ῥέα" i A Greek-English Lexicon (Oxford: Oxford University Press, 1843).
- ^ Encylopædia Britannica, "Rhea," 2018.
- ^ Martin Persson Nilsson, The Minoan-Mycenaean Religion and Its Survival in Greek Religion (New York City: Biblo and Tannen, 1950).
- ^ R. T. Sidwell, "Rhea was a broad: Pre-Hellenic Greek myths for post-Hellenic children," Children's Literature in Education 12 (1981): 171–76.
- ^ Platon, Timaeus, trans. W.R.M. Lamb (Cambridge: Harvard University Press, 1925): 40e.
- ^ a b c d Lynn E. Roller, In Search of God the Mother: The Cult of Anatolian Cybele (Berkeley: University of California Press, 1999), 171.
- ^ Apollonios Rhodios. Jason and the Golden Fleece, trans. Richard Hunter (Oxford: Clarendon Press, 1993), 29f.
Eksterne henvisninger
- Rhea i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1926)
