I dagens verden er Marie Antoinette von Lowzow blevet et emne af stor relevans og interesse for et bredt spektrum af mennesker. Fra videnskabsmænd og eksperter på området til den brede offentlighed har Marie Antoinette von Lowzow fanget alles opmærksomhed og skabt intens debat og diskussion på forskellige områder. Med en fascinerende historie og udvikling har Marie Antoinette von Lowzow påvirket forskellige aspekter af samfundet, kulturen og dagligdagen. I denne artikel vil vi udforske de mange facetter af Marie Antoinette von Lowzow og analysere dens indvirkning, implikationer og betydning i den moderne verden.
Marie Antoinette von Lowzow (født Bille-Brahe-Selby 30. august 1899 på Stensgård, Svanninge Sogn, død 7. maj 1985) var en adelig, frimurer, kommandør og politiker for Det Konservative Folkeparti. Hun var folketingsmedlem 1950-1968 og medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1950-1954.
Marie Antoinette von Lowzow var datter af lensgreve Hendrik Bille-Brahe-Selby (1870-1938) og Ellen Basse Fønss (1876-1949).[1] Moren var teosof, frimurer og homeopat. Marie Antoinette von Lowzow fik privatundervisning og studerede fysik og kemi på egen hånd. Hun tog faglærereksamen i stenografi og studentereksamenen fra N. Zahles Skole 1919 og filosofikum 1920. Hun studerede efterfølgende ved Polyteknisk Læreanstalt med ambition at blive elektroingenøir. Hun opgav dog planen i forbindelse med at hun blev gift 1923 med kommandør Knud Krieger von Lowzow. Hun blev en engageret frimurer og var leder af den skandinaviske afdeling for logen Det Universelle Co-Frimureri.
Under anden verdenskrig var von Lowzow formand for Danske Kvinders Beredskabs københavnsafdeling (1940-1945).[1] Efter krigen stiftede hun Kvindeligt Marinekorps i 1946 og blev korpschef. Korpsen blev en del af Hjemmeværnet i 1949, og hun blev kommandør i dette (1962-1966). Hun var i en periode også engageret i foreningen Folkevirke.
Politisk var von Lowzow aktiv i Det Konservative Folkeparti og var medlem i både Københavns Borgerrepræsentation (1950-1954) og Folketinget (1950-1968). Landspolitisk beskæftigede hun sig især med udenrigs-, finans- og forsvarspolitiske spørgsmål. Hun var bl.a. medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn (1957-1958), dansk FN-delegeret (1957-1958), delegeret i Europarådet (1959-1968) og partiets repræsentant i Natos parlamentariske forsamling.[1] Hun talte bl.a. for et udbygget og effektivt civilforsvar og mente at kvinder skulle indtage en mere betydende rolle i det dansk forsvar.
1967 blev hun, som første kvinde, formand for Det Danske Selskab.[1] Hun blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen 1956 og 1966 til ridder af 1. grad.