I dag er Svenn Eske Kristensen blevet et emne for interesse og debat på forskellige områder. Dens relevans spænder fra politik, økonomi, samfund, miljø, teknologi, videnskab og kultur. Svenn Eske Kristensen påvirker i høj grad folks daglige liv og beslutningstagning på verdensplan. I denne artikel vil vi udforske forskellige aspekter relateret til Svenn Eske Kristensen og dens indflydelse i forskellige sammenhænge, såvel som dens udvikling over tid. Derudover vil vi diskutere den rolle Svenn Eske Kristensen spiller i dag, og hvordan det forventes at påvirke fremtiden.
Eske Kristensen var en af de flittigste arkitekter i efterkrigstiden, og han fik især ydet en indsats inden for det normale boligbyggeri og det mindre industribyggeri. Allerede på Kunstakademiet blev han medarbejder hos professor Kay Fisker og optaget af Le Corbusiers ideer om boligbebyggelse som punkthuse eller fritliggende blokke, der omsluttes af omkringliggende grønne arealer. Disse ideer fik Kristensen i høj grad afprøvet gennem arbejdet med planlægning og bebyggelse af nye store boligområder i Københavns forstæder, hvor kollektiver, institutioner, butikker, række- eller kædehuse skulle integreres i et hele. Han eksperimenterede med 1930'ernesaltan/karnap-hus i forlængelse af Fiskers banebrydende værker.
Hans arbejder repræsenterer en nøgtern, moderne murstens- og betonarkitektur med enkle husformer og klare typeplaner, omsorgsfuldt gennemarbejdet i konstruktiv henseende. Hans bygninger er ikke stærkt nuancerede, men virker ved en forenklet formgivning og de kraftige farvekontraster mellem murflader og træværk.
Kristensen var optaget af boligsociale forhold, at sikre familiens trivsel, foretog boligundersøgelser og var modstander af, at der blev bygget for trange lejligheder. Han arbejdede ivrigt for at billiggøre boligbyggeriet og blev foregangsmand for byggeriets industrialisering ved at gøre brug af præfabrikerede plader, moduler og elementsektioner som badeværelser og køkkener, men han tabte aldrig den håndværksmæssige kvalitet af syne. Hans mange boligbyggerier står som noget af det bedste af velfærdssamfundets arkitektur i perioden fra før det monotone modulbyggeri tog overhånd og blev mødt med kritik i 1970'erne.
Han var samtidig en arkitekt, der havde stor indføling med konteksten, og mange af hans bygninger fremhæves som eksempler på, hvorledes et moderne hus kan indpasses i en ældre husrække uden at forfalde til pastiche (f.eks. Balticas tidligere hus i Bredgade).
Også inden for fabriksbyggeriet var Kristensen stringent og innovativ. Tappehallen på Carlsberg blev udformet fantasifuldt med endemuren aftrappet og med plads til hængende haver, der blev fredet i 2009. Ved Holmegaard Glasværk i Fensmark kan fabrikationsprocessen aflæses ved bygningens skiftevis konvekse og konkave former. Som kongelig bygningsinspektør kom Kristensen til at stå for mere monumentalt byggeri som ministerialbygningen på Slotsholmen, kaldet Tjæreborg, der på trods af sit udsøgte håndværksarbejde i kobber og lave skala vakte stor opstandelse i 1960'erne, og de nye gymnasier i Københavns udkant. Hans engagement i udbredelsen af et rationelt fabriks- og boligbyggeri gjorde det naturligt, at han påtog sig en lang række tillidshverv, ligesom han var en produktiv foredragsholder og debattør. Han døde efter et langt liv i 2000, og fem år efter udkom der et lille hæfte om hans sommerhus Esken i Kårup vest for Fårevejle Kirkeby, hvor hans veludviklede æstetiske sans kan bevidnes i kompakt form.
Rækkehusbebyggelse i Dyssegård, Eskeager, Langengen, Almindingen samt lige numre på Sønderengen (del af Ny Søndergård) (1943-1953, sammen med Kay Fisker)