Rombeporfyr

I dag er Rombeporfyr et meget vigtigt emne, der påvirker mennesker over hele verden. Fra dets oprindelse til dets indvirkning på det moderne samfund har Rombeporfyr været genstand for debat og refleksion af både eksperter og borgere. I denne artikel vil vi udforske de forskellige aspekter af Rombeporfyr, fra dens udvikling over tid til dens relevans i dag. Vi vil også se på, hvordan Rombeporfyr har påvirket forskellige aspekter af dagligdagen, og undersøge mulige løsninger på de udfordringer, der er forbundet med Rombeporfyr. Gennem denne udforskning håber vi at give et mere komplet og dybdegående billede af Rombeporfyr og dets indvirkning på det moderne samfund.

Rombeporfyr på Krokskogen.

Rombeporfyr er en porfyrisk, magmatisk bjergart, der udelukkende findes i Oslofeltet i Norge, i Øst-Afrika og på Antarktis. Rombeporfyr blev fundet første gang på Tjuvholmen i 1806. Den er en blanding af dagbjergart og gangbjergart, den klassificeres oftest blandt sidstnævnte. Rombeporfyr har et intermediært SiO2-indhold, og tilhører de kvartsfattige magmatiske bjergarter. I et QAPF-diagram ligger rombeporfyrer oveni trakyt, der er en dagbjergart - og oveni syenit, der er en dybbjergart.[1]

I Oslofeltet forekommer rombeporfyr i to-tre større områder: Krokskogen, nordre Vestfold, vestre Bærum ved Kolsåstoppen og antagelig Harestua. Bjergarten er også tydelig i Ekebergskrenten i grundfjeldet mod syd fra Valhallveien i og forbi Gjersjøen. Krokskogen er det klassiske rombeporfyrområde med beskrivelser af en betydelig serie lavastrømme. Vestfold har det største areal og den mest komplekse lagserie, med en tykkelse på mere end 3.500 m. Der findes også et stort antal typer af denne bjergart. I Piper-trakterne, øst for Harestua på Hadeland, er der muligvis forekomster af rombeporfyr.

Egenskaber

Rombeporfyr-lavaerne er domineret af lyse, ofte rombe-formede, over 5 mm store strøkorn (krystaller) af plagioklas som er omgivet af en finkornet, oftest mørkerød matrix (grundmasse). Oftest er der små korn af biotit i.[2] Krystallerne er normalt vokset, mens magmaet stadig var nede i magmakammeret dybt under overfladen. Matrixen lynafkølede, da magmaen kom op på overfladen som en lavastrøm fra sprækker, der kan være over 100 km lange. Hvis magmaen havde størknet i dybet, ville den blive til larvikit. Ved høje temperaturer kan feldspaterne plagioklas og kalifeldspat danne fælles krystaller, men efter størkningen afblandes mineralerne ved diffusion.[3]

Det er påfaldende at hver af lavastrøm-grupperne (kaldet RP1 (rhomb porphyry), RP2, osv.) har feldspatkrystaller med karakteristisk form, størrelse og massefylde. Det tyder på at hver af strømgrupperne kommer fra forskellige magmakamre i undergrunden.

Rombeporfyren blev dannet i forbindelse med riftdannelse[4] for 290–280 millioner år siden. Bjergarten findes kun fem andre steder i verden udenfor Oslofeltet: nordlige Bohuslän, Kolahalvøen, Egypten, Kilimanjaro i Tanzania, og på Mount Erebus ved Rosshavet på Sydpolen. Alle andre steder er den blevet transporteret til med isen, f.eks findes rombeporfyr som ledeblokke på danske strande.

Se også

Referencer

  1. ^ The MacDonald Encyclopedia of Rocks & Minerals (engelsk). Little, Brown and Company. 1993. s. 430. ISBN 0-316-90623-9.
  2. ^ Smed, Per (1989). Sten i det danske landskab. GO Geografforlaget Aps. s. 110. ISBN 87-7702-035-9.
  3. ^ Smed, Per (1989). Sten i det danske landskab. GO Geografforlaget Aps. s. 142. ISBN 87-7702-035-9.
  4. ^ Jensen, Erik Schou (2009). Sten i farver. Politikens Forlag A/S. s. 118. ISBN 978-87-567-6512-1.