I denne artikel vil vi udforske den fascinerende verden af Personalunion og alt hvad dette emne indebærer. Personalunion har været genstand for interesse og debat i årevis fra dens indvirkning på samfundet til dens implikationer på dagligdagen. Gennem de næste par linjer vil vi analysere dets betydning, dets forskellige perspektiver og dets relevans i nutidens verden. Uanset om Personalunion er en person, en historisk begivenhed, et abstrakt koncept eller noget andet, er vi sikre på, at der er meget at lære og reflektere over. Tag med os på denne opdagelses- og refleksionsrejse om Personalunion.
En personalunion er en union af to eller flere stater med fælles regent, hvor landene i øvrigt er uafhængige af hinanden og er selvstændige, blandt andet med separat lovgivning.[1] Begrebet tillægges den tyske jurist Johann Stephan Pütter, som introducerede termen i Elementa iuris publici germanisi (Elementer af tysk lovgivning) i 1760.[2] Personalunioner forekom hyppigt i middelalderen, men er efter industrialiseringen sjældent forekommende. De stater, som indgår i Commonwealth er i dag suveræne selvstændige stater med fælles formel regent, Charles 3. af Storbritannien. Det moderne suverænitetsbegreb er vanskeligt at forene med strukturen i en personalunion.[3]
Personalunioner opstår, når regenten i et land vælges til regent i et andet, som da de litauiske storfyrster og de sachsiske kurfyrster blev valgt til konger i Polen i henholdsvis 15.—16. århundrede og 1697—1763, eller ved, at samme fyrste bliver regent i begge lande, som det var tilfældet i Preussen og Neuenburg 1707—1857 og i Schwarzburg-Rudolstadt og Schwarzburg-Sondershausen 1911—1918. Personalunioner medfører ikke noget retligt fællesskab mellem de to lande, og disse behøver heller ikke at have fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.[5][3] Personalunioner har imidlertid i flere tilfælde været udgangspunkt for en nærmere sammenknytning, der udsætter det ene land for at komme i afhængighed af det andet og blive inddraget i dets krigerske forviklinger. Det er en af grundene til, at nogle landes forfatninger, fx den tidligere danske grundlovs § 4, udtrykkeligt krævede rigsdagens samtykke, for at kongen kunne blive regent i et andet land, ligesom det kan nævnes, at en tronforbindelse mellem Danmark og Grækenland blev forbudt ved Traktaten af 13. juli 1863.
En personalunion opløses enten når den fælles monark opgiver tronen i det ene land, som f.eks. da Karl 5. af Spanien i 1556 nedlagde den tyske krone, eller ved at to ulige personer på grund af forskelle i tronfølgereglerne arver kronen i de to lande. Således opløstes personalunionen mellem England og Hannover 1714—1837 og mellem Nederlandene og Luxembourg 1815—1890, da en kvinde kom på tronen i det ene land, men i det andet kun var mænd der havde ret til tronen.
En modsætning til en personalunion er for eksempel en føderation.