I dagens verden er Papillon (hund) blevet et emne af stor relevans og interesse for en bred vifte af mennesker. Hvad enten det skyldes dets indvirkning på samfundet, dets betydning i historien eller dets relevans på det videnskabelige område, har Papillon (hund) fanget manges opmærksomhed. I denne artikel vil vi i detaljer udforske de forskellige aspekter og dimensioner relateret til Papillon (hund), og analysere dens indvirkning og relevans i forskellige sammenhænge. Fra dens oprindelse til dens indflydelse i dag, vil vi dykke ned i en udtømmende analyse for bedre at forstå dens implikationer og dens betydning i nutidens verden.
![]() |
For andre betydninger, se Papillon |
En papillon (Fransk for "sommerfugl") er en lille, venlig, elegant hunderace af spanieltypen der adskiller sig fra andre hunderacer ved dens sommerfugle-agtige ører.[1] Papillonen er en af de ældste racer indenfor gruppen toy Spaniels.
Papilloner blev avlet som selskabshunde og er gode vagthunde.
Papilloner er kendt for deres store, sommerfugle-agtige ører. De er hvide med aftegninger i alle slags farver. Helt hvide eller helt farvede hunde er ikke tilladt og diskvalificeres på hundeudstillinger.
Farver:
Ufarvede pletter på snuden eller brun snude er en diskvalificerende fejl, der bør undgås. Hvalpe er dog ikke altid født med fuldt pigment, det kommer efterhånden. Hvor på hunden aftegnene sidder, er helt en smagssag, men en hvid blis på hovedet foretrækkes[2]. Blissen er da sommerfuglens krop, mens ørerne med det silkeagtige hår, kaldet frynser, er vingerne. Frynserne må aldrig være hvide. Halen er med lang pels og bæres højt, hvorfor Papillonen har fået sit øgenavn "Squirrel-dog" (Egern-hund).
Der er to størrelsesvarianter:
Skulderhøjden er omkring 28 cm.
Som en variant indenfor racen findes Phalene'n der har hængende ører (Fransk for "natsværmer"). Nogle lande betragter racen som den samme, mens der skelnes i andre. Papilloner kan føde Phalene hvalpe og omvendt, men man forsøger så vidt muligt at holde dem adskilt i avlen.
Papilloner kræver ikke meget pelspleje, da pelsen er smudsafvisende og ikke har underuld.
Papillonen er en meget børnevenlig hunderace, der er aktiv og sagtens kan klare lange gåture. De kræver ikke meget plads og er meget lærenemme. Stanley Coren's bog The Intelligence of Dogs, der opgør hundes intelligens, placerer Papillonen som nr. 8 ud af alle racer i verden.
De klarer sig godt i såvel lydighed som agility.
Papillonen's historie kan spores i kunsten. De tidligste spaniels der lignede papilloner kommer fra Italien hvor Tiziano Vicelli (Titian) malede hundene på en række berømte malerier omkring år 1500[3]. Andre papilloner blev sås på malerier af royale famlier samt adelen rundt om i Europa. Racen var populær i England, Frankrig og Belgien. En anden velkendt kunstner som malede malerier med papilloner er Watteau,[4] Gonzalez Coques, Fragonard, Paolo Veronese,[3] and Mignard.[3] I et maleri efter Largillierre i Wallace kollektionen i London , ses tydeligt en papillon i et familie portræt af Louis XIV.
Den tids papilloner havde ofte hængeører og det var først i slutningen af det 19 århundrede at papillonen med opretstående ører blev eftertragtet[3]og de var også rød hvide i farverne,[3] modsat de mange farve varianter den findes i i dag.
Papillonens lange historiske tilknytning til det royale førte til mange historier omkring racen. Marie Antoinette siges at have knuget en papillon under armen på hendes vej hen til guillotinen ,[4]. Selv om dette ikke kan bevises, ved man at hendes hund var en lille spaniel, der var blevet bragt til det franske kongehus fra Spanien på ryggen af muldyr og ifølge historien blev hendes hvalp reddet og passet i en bygning i Paris som stadig kaldes "Papillon huset". Marie Antoinettes hund siges at nedstamme fra en meget gammel hænge-øre race kendt som Epagneul Nain Continental, eller Kontinental Dværg/Toy Spaniel der dukkede op på kirkefriser og malerier i det 13. århundrede. I ikke-engelsk talende lande kaldes papillonen stadig officielt Epagneul Nain Continental (ENC)[5]
Papillonen blev først rigtigt udbredt i Danmark i 1956 [6]