I denne artikel vil vi udforske den fascinerende verden af Lægelatin. Fra dets oprindelse til dets indvirkning på det moderne samfund har Lægelatin været et emne af interesse for adskillige forskere og entusiaster. I årenes løb har Lægelatin udviklet sig og tilpasset sig kulturelle, teknologiske og politiske forandringer og efterladt et uudsletteligt præg på historien. Gennem denne artikel vil vi dykke ned i de mest relevante aspekter af Lægelatin og tilbyde en komplet og detaljeret vision, der giver læserne mulighed for bedre at forstå dens betydning og relevans i den moderne verden.
Medicinsk fagsprog – populært benævnt lægelatin – er en form for internationalt fagsprog, der bruges inden for lægevidenskaben. Det består af klassisk latin og middelalderlatin blandet med oldgræske ord og suppleret med specialudtryk for begreber, der ikke var kendte i klassisk tid.
Eksempelvis består den lægelatinske betegnelse Morbus Scheuermann af to dele, ordet morbus, der på latin betyder sygdom og personnavnet Scheuermann efter opdageren. Efter klassisk latinsk grammatik skulle Scheuermann stå i genitiv, men det kan her betragtes som et indeklinabelt[1] proprium, der så alligevel står i genitiv, jfr. udviklingen i nytestamentelig latin (den katolske kirke har anvendt den latinske oversættelse af den den græske grundtekst). Slægtsforskere vil støde på mange latinske udtryk i fx dødsattester.[2]
På lægelatin hedder arm (underarm) uden videre brachium,[3] som det altid har gjort; så det der gør lægelatin til noget særligt er, at der skal nyopfindes navne til nye opdagelser. I nutidig lægelatin forekommer næsten kun nomener[4] (dvs. substantiver og adjektiver) som fagudtryk; hvorimod man for århundreder siden førte hele journalbeskrivelsen på latin og ikke kun med latinske fremmedord indlejret i teksten. I ældre tid kunne man f.eks. skrive: Genu dextrum dolet. I vore dage ville man bare skrive: Han har ondt i højre knæ. Og gemme latinen til specielle fagudtryk. Efterhånden overtager engelsk latinens rolle ved nydannelser.[5]