Knud Valdemarsen

I denne artikel vil vi udforske den fascinerende verden af ​​Knud Valdemarsen, som har fanget opmærksomheden hos både eksperter og entusiaster. Fra dets indvirkning på det nutidige samfund til dets historiske rødder har Knud Valdemarsen været genstand for intens debat og analyse. Igennem disse sider vil vi undersøge de forskellige aspekter af Knud Valdemarsen, fra dens indflydelse på populærkulturen til dens relevans i den akademiske verden. Gennem denne tur håber vi at tilbyde et komplet og nuanceret syn på Knud Valdemarsen, hvilket giver vores læsere en dybere forståelse af dette fascinerende emne.

Knud Valdemarsen
Personlig information
Født1205, 1211 Rediger på Wikidata
Død5. oktober 1260 Rediger på Wikidata
GravstedSankt Bendts Kirke Rediger på Wikidata
FarValdemar Sejr Rediger på Wikidata
MorHelena Guttormsdatter Rediger på Wikidata
SøskendeChristoffer 1.,
Abel af Danmark,
Erik Plovpenning,
Ingeborg af Kalundborg,
Sofia af Danmark,
Valdemar den Unge,
Niels af Halland Rediger på Wikidata
ÆgtefælleHedevig Svantepolksdatter Rediger på Wikidata
BørnDuke Erik Knudsen, knight, hertig til Sønder Halland, High Seneschal of Denmark[1],
Erik Knudsen af Sønderhalland,
Svantepolk av Viby Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
BeskæftigelseAristokrat Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Knud Valdemarsen (født ca. 1205, død 5. oktober 1260) var en dansk hertug.[2] Knud Valdemarsen var illegitim søn af kong Valdemar 2. Sejr og dennes svenske frille Helena Guttormsdatter, der var enke efter Esbern Snare.

Valdemar Sejr skænkede Knud flere besiddelser i Sverige[kilde mangler], og i 1219 gjorde Valdemar Sejr Knud til hertug af Estland og overlod ham flere godser i Harrien. Knud opholdt sig Estland i hvert fald i årene 1222-23 i en periode, hvor Hertugdømmet var involveret i kampe mod oprørere fra Estland støttet af russere. I 1227 blev danskerne fordrevet af Den Tyske Orden og Knud mistede sit hertugdømme, men han beholdt dog titlen.[3] Efter tabet af hertugdømmet i Estland modtog Knud i 1242 et nyt hertugdømme i Blekinge.

I 1246 støttede Knud, nu som hertug over Blekinge, Abels og Christoffers oprør mod kong Erik 4. Plovpenning. Under oprøret blev Knud taget til fange og blev sat i fangenskab på Stege Slot på Møn.[4], hvorfra han dog blev befriet omkring 1247-48 af lübeckerne.[3] Kort før sin død i 1260 ombyttede Knud sit len i Blekinge med Lolland.[5]

Familie

Knud var gift med Hedevig, datter af den pommerske hertug Svantopolk 2.[6]

Han fik to sønner; Erik Knudsen Skarsholm (død 1304), der blev dansk drost og hertug i Sønderhalland og Svantepolk Knutsson (død 1310), der arvede faderens godser i Sverige og blev en af Sveriges stormænd. Knud havde endvidere en datter, Cæcilia, der blev gift med Philip, der formentlig tilhørte Folkungaslægten.[3]

Knud Valdemarsen er begravet i Ringsted Kirke.

Noter

  1. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  2. ^ "Knud, hertug". Dansk Biografisk Leksikon (lex.dk online udgave).
  3. ^ a b c Bricka, Carl Frederik, Dansk Biografisk Lexikon, vol. IX , 1895, pp. 272. Tilgængeligt på Runeberg.org
  4. ^ Sandvig, Bertel Christian: Omstændelig Beskrivelse over Øen Møen (s. 27) https://www.kb.dk/e-mat/dod/11330400561E.pdf
  5. ^ Artiklen "Laaland" i Salmonsens Konversationsleksikon, Bin 15, anden udgave, 1923.
  6. ^ Oversigt over danske konger, Medieval Lands Project

Litteratur

  • Paul Johansen: Die Estlandsliste des Liber census Daniæ, Reval 1933 797. Niels Skyum-Nielsen: Kvinde og slave, 1971.
  • Jørgen Olrik: Knud, hertug i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84.