I denne artikel skal vi udforske Gunnar Aagaard Andersen og dens indvirkning på vores nuværende samfund. Gunnar Aagaard Andersen er et emne, der har vakt interesse hos mange eksperter på området, såvel som den brede befolkning. Gennem årene har Gunnar Aagaard Andersen været genstand for adskillige undersøgelser og undersøgelser, som har givet os mulighed for bedre at forstå dets implikationer og konsekvenser på forskellige områder. Fra dens oprindelse til dens nuværende virkninger har Gunnar Aagaard Andersen spillet en stor rolle i at forme vores virkelighed, og det er afgørende at analysere det fra forskellige perspektiver for at forstå dets fulde omfang. I denne forstand har denne artikel til formål at optrevle de mest relevante aspekter af Gunnar Aagaard Andersen, samt diskutere dens betydning og relevans i dag.
Gunnar Aagaard Andersen | |
---|---|
Munkeruphus nord for København | |
Personlig information | |
Født | 14. juli 1919 ![]() Ordrup, Danmark ![]() |
Død | 29. juni 1982 (62 år) ![]() Munkerup, Danmark ![]() |
Barn | Jeppe Aagaard Andersen ![]() |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Det Kongelige Danske Kunstakademi ![]() |
Medlem af | Linien II ![]() |
Beskæftigelse | Kunstmaler, møbeldesigner, billedhugger, forfatter, arkitekt, kunstner, designer ![]() |
Fagområde | Malerkunst, skulpturkunst, arkitektur, Møbeldesign, design ![]() |
Arbejdsgiver | Det Kongelige Danske Kunstakademi ![]() |
Elever | Torben Christensen ![]() |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Eckersberg Medaillen (1977), Thorvaldsen Medaillen (1980) ![]() |
Information med symbolet ![]() |
Gunnar Aagaard Andersen (14. juli 1919 - 29. juni 1982) var en dansk billedhugger, maler, designer og arkitekt, hvis arbejde tilhører konkretismen.[1]
Aagaard Andersen var født i Ordrup nord for København og gik på Kunsthåndværkerskolen i København fra 1936 til 1939. Mellem 1940 og 1946 studerede han ved Det Kongelige Danske Kunstakademi under Aksel Jørgensen og Gunnar Biilmann Petersen.[1] Han studerede i en kort periode også radering ved Det Kongelige Svenske Kunstakademi. Fra 1946 til 1950 studerede han i Paris under billedhuggeren Ossip Zadkine, hvorefter han rejste til Italien (1951) og England (1952–53).[2]
Aagaard Andersen udstillede først på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1937. Oprindeligt lavede han primært tegninger og skitser, men malede også. I 1940'erne illustrerede han et antal bøger i en realistisk stil, men mens han var i Paris, blev han inspireret til at male inden for konkret kunst-stilen. Han var en af grundlæggerne af kunstnerforeningen Linien II (1948-52), hvilket sikrede et arbejdsmæssigt forhold mellem nye tendenser inden for fransk kunst og udviklingen i Danmark. I Frankrig sluttede han sig til den nydannede forening for konkret kunst Groupe Espace, der samlede arkitekter, billedhuggere, ingeniører og malere, der samarbejdede om at skabe værker under åben himmel. Aagaard Andersen var en af de 45 deltagere i den store udendørsudstilling, som de præsenterede i Biot, Alpes-Maritimes i 1954.[1]
I 1950'erne skabte han arkitektoniske designs indarbejdet med dekorative træk til tekstilfirmaet Mads Eg Damgaard i Herning, hvilket gav ham en mulighed for at demonstrere sin forståelse af integreret kunst. I samme periode producerede han tæpper og tekstiler i samarbejde med Unika Vaev.[1] Han var også aktiv som designer og producerede en polyesterstol i 1964, som nu er udstillet i New Yorks Museum of Modern Art.[3] Hans mest omfattende præstation inden for dekoration var Odense Koncerthus i 1983.
Fra 1972 til 1982 var Aagaard Andersen professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. [1]
Han døde i Munkerup den 29. juni 1982.
Der har været flere udstillinger af Aagaard Andersens værker både i Danmark og i udlandet. Blandt dem kan nævnes den i Den Frie Udstilling i København i 2013.[4][5]
I 1977 blev Aagaard Andersen tildelt Eckersberg-medaljen og i 1980 blev han tildelt Thorvaldsen-medaljen.[6] I 2006 blev Polyetherstolen optaget i den danske Kulturkanonen.