I Forza Italia's verden er der en bred vifte af meninger og tilgange, der kan generere passionerede debatter. Uanset om det skyldes dets historiske relevans, den kontrovers, det genererer, dets indflydelse på samfundet eller dets indflydelse på den kulturelle sfære, er Forza Italia et emne, der vækker interesse hos mange mennesker rundt om i verden. I denne artikel skal vi udforske forskellige perspektiver og aspekter relateret til Forza Italia, med det formål at tilbyde en komplet og berigende vision om dette emne. Fra dets oprindelse til dets udvikling, gennem dets mulige konsekvenser og fremtidige projektioner, er Forza Italia et emne, der fortjener at blive analyseret og diskuteret på en åben og reflekterende måde. Tag med os på denne opdagelses- og refleksionsrejse om Forza Italia!
For det nuværende italienske politiske parti stiftet i 2013, se Forza Italia (2013)
Forza Italias leder, tidligere ministerpræsident Silvio Berlusconi (1936-2023)
Partiet blev stiftet i december 1993 og vandt sit første parlamentsvalg kort tid efter i marts 1994. Det var det største medlem i flere regeringskoalitioner. I hele sin levetid var partiet kendetegnet ved en stærk afhængighed af sin leders personlige image og karisma (det er blevet kaldt et "personlighedsparti"[13][14] eller Berlusconis "personlige parti"),[15][16][17] og en dygtig brug af mediekampagner, især via tv.[18] Partiets organisation og ideologi afhang i høj grad af dets leder. Dets appel til vælgerne var baseret på Berlusconis personlighed mere end på dets ideologi eller program.[19]
I november 2008 stemte partiets nationalråd under ledelse af Alfredo Biondi for at fusionere Forza Italia med Alleanza Nazionale og flere mindre partier til Il Popolo della Libertà (Frihedens Folk, PdL),[20] Berlusconis nye politiske parti, hvis officielle stiftelse fandt sted i marts 2009. Et nyt Forza Italia blev etableret af Berlusconi som PdL's juridiske efterfølger i 2013.
"Forza Italia" kan oversættes til "Fremad, Italien" eller "Kom så, Italien!". "Forza Italia!" er brugt som kampråb ved internationale sportsbegivenheder.[21]
^Woods, Dwayne (2014). The Many Faces of Populism in Italy: The Northern League and Berlusconism. The Many Faces of Populism: Current Perspectives. Emerald Group. s. 28, 41-44.
^Ruzza; Fella (2009). Re-inventing the Italian Right. s. 136-140, 217-218.
^von Beyme, Klaus (2011). Representative democracy and the populist temptation. The Future of Representative Democracy. Cambridge University Press. s. 59, 64-65.
^Calise, Mauro (2000). Il partito personale. Laterza.
^McDonnell, Duncan (2013). "Silvio Berlusconi's Personal Parties: From Forza Italia to the Popolo Della Libertà". Political Studies. 61 (1_suppl): 217-233. doi:10.1111/j.1467-9248.2012.01007.x. S2CID143141811.
^Blondel, Jean; Conti, Niccolò (2012). Italy. Political Parties and Democracy: Contemporary Western Europe and Asia. Palgrave Macmillan. s. 88.
^Mazzoleni, Gianpietro (2006). TV Political Advertising in Italy: When Politicians Are Afraid. The SAGE Handbook of Political Advertising. SAGE. s. 251.
^Woods, Dwayne (2014). The Many Faces of Populism in Italy: The Northern League and Berlusconism. The Many Faces of Populism: Current Perspectives. Emerald Group. s. 42-43.