Berlinerkongressen
Emnet for Berlinerkongressen er et emne, der har skabt stor interesse gennem tiden. Med forskellige kanter og tilgange har Berlinerkongressen fanget opmærksomheden fra både eksperter og fans. I denne artikel vil vi udforske forskellige aspekter relateret til Berlinerkongressen, fra dets oprindelse til dets implikationer i nutidens samfund. Gennem en detaljeret og udtømmende analyse vil vi søge at bedre forstå Berlinerkongressen og dens relevans i den aktuelle kontekst. Fra dens oprindelse til dens virkning i dag har Berlinerkongressen været genstand for debat og refleksion, og gennem denne artikel vil vi søge at belyse dets nøglepunkter.
Ikke at forveksle med Berlinkonferencen (1884-85).
Berlinerkongressen var et møde, der blev holdt med Europas førende magter og det Osmanniske Rige i Berlin fra 13. juni til 13. juli 1878. Der var repræsentanter til stede fra stormagterne Tyskland, Østrig-Ungarn, Frankrig, Italien, Storbritannien, Rusland og det Osmanniske Rige. Formålet var et ordne forholdene i Østeuropa på en for nogle magter mere tilfredsstillende måde (særlig Storbritannien og Østrig-Ungarn), end fredsaftalen mellem Rusland og Det Osmanniske Rige fra samme år (Freden i San Stefano).
Udover de nævnte stormagter deltog de lande, hvis områder ville blive berørt, i de konkrete forhandlinger om områderne. Det drejede sig om repræsentanter fra Grækenland, Rumænien, Serbien, Montenegro samt Armenien og Persien.
Delegater var:
- for Tyskland: fyrst Bismarck, desuden valgt til ordstyrer, statsminister v. Bülow og fyrst von Hohenlohe-Schillingsfürst,
- for Østrig-Ungarn: grev Andrássy, grev Károlyi og baron Haymerle,
- for Frankrig: Waddington og grev de Saint-Vallier,
- for Storbritannien: lord Beaconsfield, markisen af Salisbury og lord Odo Russell,
- for Italien: grev Corti og grev de Launay,
- for Rusland: fyrst Gortjakov, grev Sjuvalov og baron Oubril,
- for Tyrkiet: Karatheodori pasja, Muhammed Ali pasja og Sadullah bej.
Repræsentanter for de øvrige lande:
- for Grækenland: minister Delijannis,
- for Rumænien: ministrene Bratianu og Cogalniceanu,
- for Serbien: minister Ristic,
- for Montenegro: senatspræsidenten Bozo Petrovitj
foruden armenske biskopper og det persiske sendebud, Malcom khan.
Resultatet af kongressen blev 64 underskrevne artikler samlet i "Berlinfreden" med følgende hovedpunkter:
- Bulgarien blev delt i et selvstændigt fyrstendømme Bulgarien og en provins Østrumelien under den osmanniske sultans overhøjhed.
- Det Osmanniske Rige afgav byerne Kars, Ardahan og Batum til Rusland og byen Kotur til Persien samt forpligtede sig til at vedtage de reformer, som de lokale behov i de armensk-beboede provinser tilsagde og garantere armeniernes beskyttelse mod tjerkesser og kurdere.
- Østrig-Ungarn fik efter britisk forslag mandat til at besætte og forvalte provinserne Bosnien og Hercegovina.
- Rumænien samt Serbien og Montenegro var uberørte; senere fik de begge udvidet deres områder.
- Den sydligste del af Bessarabien blev givet tilbage til russerne, og Dobrogea blev i stedet forenet med Rumænien.
Grækenlands ønsker om territorialudvidelse henvistes til direkte forhandling med Osmannerriget, idet stormagterne gav tilsagn om at formidle en aftale. Dette skete ved Berlinkonferencen (1880).
