Tysk mysticisme

Denne artikel vil behandle emnet Tysk mysticisme, som har vundet relevans på forskellige områder i de senere år. Tysk mysticisme er et emne, der har vakt nysgerrighed og interesse i samfundet, som har skabt debat og refleksion omkring dets implikationer og konsekvenser. Gennem denne artikel søger vi at give en bred og objektiv vision af Tysk mysticisme, ved at analysere dens forskellige dimensioner og give et komplet overblik over dets betydning og relevans. Ligeledes er det hensigten at uddybe kendskabet til og forståelsen af ​​Tysk mysticisme, og give læseren de nødvendige værktøjer til at forstå dens natur og omfang.

Tysk mysticisme, også kaldet dominikansk mysticisme eller rhinlandsk mysticisme, var en senmiddelalderlig kristen mysticistisk bevægelse, som i særlig grad florerede inden for dominikanerordenen og i Tyskland. Bevægelsen kan spores tilbage til Hildegard af Bingen, men har ellers sine mest prominente repræsentanter i folk som Mester Eckehart, Johannes Tauler og Heinrich Seuse.[1] Andre kendte tyske mysticister er Rulman Merswin og Margareta Ebner samt gruppen Guds Venner.

Bevægelsen synes ofte at stå i stærk modsætning til skolastikkken, men forholdet mellem de to bevægelser er omdiskuteret. Hvis man opfatter den tyske mysticisme som en forløber for reformationen, bliver modsætningen tydelig. Et eksempel er brugen af folkesprog i kontrast til skolastikernes ufolkelige latin, det voksende fokus på lægmands rolle står i modsætning til den dybe sakramentale forståelse af kirken – begge elementer indgik senere i Martin Luthers tekster. Den tyske mysticisme kan på den anden side også ses som en praktisk udmøntning af skolastikken. Skønt Mester Eckehart er mest kendt for sine populære tysksprogede prædikener, skrev han også en lang filosofisk redegørelse for den samme lære på latin. Nogle forskere ser ham som en temmelig ortodoks thomist og ser hans mysticisme som en naturlig bevægelse fra etableret lærdom gennem Eckharts egne idiosynkrasier og overdrivelser.

Blandt bevægelsen er karakteristikker er:[1]

  • Fokus på lægmand såvel som på de gejstlige
  • Vægt på instruktion og forkyndelse
  • Nedtoning af askese
  • Fokus på Det Nye Testamente frem for Det Gamle Testamente
  • Fokus på Kristus frem for kirken
  • Brug af folkesprog (tysk og hollandsk) frem for latin eller hebraisk

Nogle af bevægelsens medlemmer blev af den etablerede kirke beskyldt for heterodokse og kætterske synspunkter.

Bevægelsen har haft betydning for den protestantiske reformation samt filosoffer som Arthur Schopenhauer og Ludwig Wittgenstein.[2]

Referencer

  1. ^ a b "History of the Christian Church, Volume VI: The Middle Ages. A.D. 1294-1517". ccel.org. Hentet 27. oktober 2017.
  2. ^ Weeks, Andrew (1993). German Mysticism From Hildegard of Bingen to Ludwig Wittgenstein. SUNY Press. s. 230ff. Hentet 27. oktober 2017.
KristendomSpire
Denne artikel om kristendom er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.