Denne artikel vil behandle emnet Timerekord (cykelsport), som har været genstand for interesse og debat i dagens samfund. Timerekord (cykelsport) har vakt nysgerrighed og har været genstand for undersøgelse og forskning af forskellige eksperter og specialister på området. Gennem historien har Timerekord (cykelsport) spillet en relevant rolle i forskellige sammenhænge og har genereret modstridende meninger, hvilket har bidraget til at berige debatten omkring dette emne. Med det formål at give en omfattende og opdateret vision af Timerekord (cykelsport), vil dets forskellige facetter, dets indvirkning på samfundet og de fremtidsperspektiver, der er forudset i forhold til dette emne, blive analyseret.
Timerekorden er en disciplin i cykelsporten, hvor en rytter kører alene i en time, hvorefter den kørte distance opmåles. Disciplinen køres på bane for at give så ideelle forhold som muligt. I 1993 slog den skotske amatørcykelrytter Graeme Obree timerekorden på en cykel, som han selv havde bygget.
Den første verdensrekord anerkendt af det internationale cykelforbund (nu UCI) blev sat af Henri Desgrange i Paris 11. maj 1893, og var på 35,325 km.
Denne og alle senere anerkendte rekorder for mænd fremgår af UCI's pdf-fil.[1] Der skelnes mellem indendørs og udendørs baner, og for de sidstnævnte om de er beliggende i over eller under 600 meters højde.
De tilsvarende verdensrekorder for kvinder fremgår af UCI's pdf-fil.[2]
Reglerne er løbende blevet justeret og seneste større ændring fra UCI's side (Luganocharteret) er fra 2014 og fremgår af UCI's pdf-fil.[3]
Reglerne sikrer ensartet udstyr, men tidligere rekorder af Moser, Obree, Indurain, Rominger og Boardman (56km375m) med andet udstyr er bevaret på den historiske liste. Den nuværende timerekord er opdelt i to rekorder. En hvor der ikke er ret mange restriktioner på hvordan cyklen ser ud, og en hvor der er mange restriktioner:
To danske cykelryttere har haft timerekorden: