Skægflagermus
Skægflagermus er et emne, der har fanget opmærksomheden hos millioner af mennesker rundt om i verden. Siden dets fremkomst har det skabt debatter, kontroverser og har været genstand for adskillige undersøgelser og forskning. Dets indvirkning på samfundet har været dybtgående, og dets relevans forbliver lige så aktuelt som i dets begyndelse. I denne artikel vil vi i detaljer undersøge de forskellige facetter af Skægflagermus, fra dens oprindelse til dens nuværende situation, såvel som dens mulige konsekvenser for fremtiden. Gennem en dyb og objektiv analyse vil vi forsøge at kaste lys over dette emne, der har påvirket så meget i forskellige aspekter af det moderne liv.
| Skægflagermus | |
|---|---|
 | |
| Bevaringsstatus | |
 Ikke truet (IUCN 3.1)[1] | |
 Sårbar (DKRL)[2] | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Animalia (Dyr) |
| Række | Chordata (Chordater) |
| Klasse | Mammalia (Pattedyr) |
| Orden | Chiroptera (Flagermus) |
| Familie | Vespertilionidae (Barnæser) |
| Slægt | Myotis |
| Art | M. mystacinus |
| Videnskabeligt artsnavn | |
| Myotis mystacinus Kuhl, 1817 | |
| Kort | |
 Udbredelse | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Skægflagermusen (Myotis mystacinus) er en flagermus i familien barnæser. Det er en af Europas mindste flagermusarter. I Danmark kendes den kun fra Bornholm. Navnet skyldes nogle lange hår og børster på siden af snuden, hvilket den dog har til fælles med andre arter i Myotis-slægten.[3]
Udseende og kendetegn
Den ligner Brandts flagermus og kan kun adskilles på, at de to forreste forkindtænder i hver side af underkæben er meget uens af størrelse og for hannens vedkommende på, at penisen ikke er fortykket i spidsen.[4] Vingefanget er op til 25 centimeter, kropslængden mellem 4 og 5 centimeter og vægten op til 14 gram.[5] Fra de andre danske Myotis-arter kendes skægflagermusen og Brandts flagermus på den mindre størrelse, de meget mørke ører og flyvehud, den mørkere underside samt på, at vingeflyvehuden når helt ud til tåbasis.[6]
Levevis
Skægflagermusen begynder at jage senest i skumringen og fortsætter størstedelen af natten. Den har under jagten en stereotyp flugt, der foregår i et begrænset område, idet den ligesom Brandts flagermus f.eks. flyver frem og tilbage langs det samme hegn eller flyver i cirkler i en lysning mellem træerne i længere tid.[7] Føden består af myg, natsommerfugle og biller. Den jager ofte de samme steder som dværgflagermus og har dagopholdssteder på lignende steder som denne. Overvintringen foregår i kældre og kalkgruber, måske også i hule træer og på kølige lofter.[7]
Udbredelse
Skægflagermusen er udbredt i Europa fra Irland og den nordlige del af den Iberiske Halvø til Østeuropa. I Skandinavien findes den op til 64. nordlige breddekreds. Den findes også i Marokko. Udbredelsen mod øst gennem Asien er endnu ikke klarlagt.[2][7]
I Danmark findes den kun på Bornholm, hvor den er relativt almindelig.[7]
Referencer
- ^ Myotis mystacinus på IUCNs rødliste: Hutson, A.M. at. al. (2008), hentet 2016-01-11.
- ^ a b Wind, P. & Pihl. S. (red.): Den danske rødliste. - Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, -. (opdateret april 2010)
- ^ Birger Jensen (red. Hans Hvass). Danmarks Dyreverden. 2. udgave, 1978, bind 9, side 80-89. ISBN 87-423-0076-2.
- ^ Bent Muus (red.). Danmarks Pattedyr 1, side 74. Gyldendal 1991. ISBN 87-01-67100-6.
- ^ Bjärvall, Anders; Ullström, Staffan (1995). Däggdjur: alla Europas arter. Stockholm: Wahlström & Widstrand. s. 53. ISBN 91-46-16576-2.
- ^ Birger Jensen, Flagermus, Natur og Museum, 27. årgang, nr 2, 1988. Naturhistorisk Musem, Århus. ISBN 87-89137-10-8.
- ^ a b c d Hans J. Baagøe, Thomas Secher Jensen (2007): Dansk Pattedyratlas. Side 46-49. ISBN 978-87-02-05506-1.
