I dagens verden er Regeringen Lars Løkke Rasmussen I blevet et emne med stigende interesse for mennesker i alle aldre og baggrunde. Med teknologiens fremskridt og globaliseringen er Regeringen Lars Løkke Rasmussen I blevet et referencepunkt i mange menneskers dagligdag, og har påvirket alt fra deres forbrugsbeslutninger til deres måde at forholde sig til andre på. Gennem historien har Regeringen Lars Løkke Rasmussen I været genstand for debat og analyse, og genereret uendelige meninger og perspektiver, der søger at forstå dens indflydelse på samfundet. I denne artikel vil vi undersøge de nøgleelementer, der gør Regeringen Lars Løkke Rasmussen I til et relevant emne i dag, såvel som dets udvikling over tid og dets indflydelse på forskellige aspekter af det moderne liv.
Regeringen Lars Løkke Rasmussen I | ||||
---|---|---|---|---|
![]() Danmarks 73. regering | ||||
2009 – 2011 | ||||
Dannet | 5. april 2009 | |||
Trådt tilbage | 3. oktober 2011 (2 år og 181 dage) | |||
Forkortelse | VK-regeringen | |||
Ministre og partier | ||||
Dronning | Margrethe 2. | |||
Regeringspartier | Venstre Det Konservative Folkeparti | |||
Historie | ||||
Valg | — | |||
Valgperiode | 2007-2011 | |||
Regeringsdannelse | Anders Fogh Rasmussens udnævnelse til NATO's generalsekretær og Lars Løkke Rasmussens overtagelse af statsministerposten | |||
Regeringsopløsning | Folketingsvalget 2011 | |||
|
Regeringen Lars Løkke Rasmussen I var Danmarks regering fra 5. april 2009 til 3. oktober 2011, bestående af ministre fra Venstre og Det Konservative Folkeparti. Den nye regering tiltrådte 5. april 2009 som en fortsættelse af Regeringen Anders Fogh Rasmussen III. Den hidtidige finansminister Lars Løkke Rasmussen overtog posten som statsminister fordi Anders Fogh Rasmussen 4. april havde fået posten som NATO's 15. generalsekretær.[1][2] Lars Løkke havde været partiet Venstres næstformand siden 1998 og minister siden 2001.
23. februar 2010 lavede Lars Løkke en omfattende rokade og satte derved sit eget ministerhold, der ikke blot var en videreførelse af den forrige regering.
Ved folketingsvalget 15. september 2011 erkendte Lars Løkke Rasmussen, at den hidtidige VK-regering havde lidt et valgnederlag til den socialdemokratisk ledede opposition og erklærede, at han dagen efter ville indgive regeringens afskedsbegæring til Dronningen.
Den første del af Regeringen Lars Løkke (I)'s embedsperiode var præget af den fortsatte økonomiske krise og Danmarks værtskab for FN's 15. klimakonference, der blev afholdt i København fra 7. til 18 december 2009.
Den 7. april 2009 udpegede Lars Løkke Rasmussen 2 nye ministre. Samtidig flyttede en minister til et nyt resortområde og en minister blev efter eget ønske afskediget.[3]
Velfærdsminister og minister for ligestilling Karen Jespersen forlod regeringen. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen blev ny finansminister i stedet for Lars Løkke Rasmussen. Politisk ordfører for Venstre, Inger Støjberg blev ny beskæftigelsesminister og minister for ligestilling. Integrationsordfører og familieordfører for Venstre, Karen Ellemann blev indenrigs- og socialminister.
Velfærdsministeriet fik navneforandring til Indenrigs- og Socialministeriet. Beskæftigelsesministeriet overtog Sikringsstyrelsen og ansvaret for sager vedrørende social pension, førtidspension, boligstøtte, m.v. fra Velfærdsministeriet.
Den 24. november blev Connie Hedegaard udnævnt til europæisk kommissær. Hun gik derfor samme dag af som Klima- og energiminister. Samtidig med sin afgang som Klima- og energiminister blev Hedegaard udnævnt til Minister for FN's klimakonference i København i 2009 [4] Denne tidsbestemte ministerudnævnelse var som minister uden portefølje. Efter klimakonferencen gik Hedegaard 20. december af som minister.
Ny Klima- og energiminister blev Lykke Friis, tidligere prorektor på Københavns Universitet og international anerkendt ekspert i europæiske forhold. I forbindelse med sin udnævnelse til minister meldte hun sig ind i partiet Venstre.
Samtidig rykkede Transportminister Lars Barfoed op som nummer otte i statsrådsrækkefølgen, den plads Hedegaard tidligere havde haft.
Den 23. februar foretog Lars Løkke en ministerrokade.[5], der var så omfattende, at kun en minister (Birthe Rønn Hornbech) forsat havde ansvar for samme ministerium som hun havde i Regeringen Anders Fogh Rasmussen III. Samtidig fremlagde regeringen et nyt arbejdsprogram Danmark 2020[6], som antydede, at der snarere var tale om en ny regering end en simpel ministerokade. På Amalienborg Slotspl ads omtalte Statsministeren derfor rokaden som en de facto ny regering. Genopretningspakken (maj 2010) var et resultat af forhandlinger om en opstramning af den økonomiske politik.[7]
Indenrigs- og Sundhedsministeriet blev genoprettet ved sammenlægning af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, som blev nedlagt, og indenrigsdelen af Indenrigs- og Socialministeriet, dvs. resortansvaret for CPR-administrationen, Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut, de regionale statsforvaltninger, m.v.
Socialministeriet blev genoprettet af de tilbageværende dele af Indenrigs- og Socialministeriet.
Resortansvaret for den selvejende institution Center for for Kultur og Udvikling blev overført fra Udenrigsministeriet til Kulturministeriet.
Søren Gade gik efter eget ønske og forlod helt politik. Kristian Jensen blev gruppeformand i Venstres folketingsgruppe i stedet for Hans Christian Schmidt der blev minister for anden gang. Følgende ministre var involveret i ministerokaden.
13. januar trådte Udenrigsminister Lene Espersen tilbage som politisk leder for det Konservative Folkeparti og hun blev dagen efter, af den konservative folketingsgruppe, erstattet af Justitsminister Lars Barfoed. I denne forbindelse blev Lars Barfoed medlem af regeringens koordinationsudvalg, af hvilket Lene Espersen udtrådte. Dermed blev statrådsrækkefølgen også ændret således at Barfoed blev nummer to. Espersen blev nummer ni lige efter Bertel Haarder, da hendes plads bestemtes af hendes anciennitet som minister.[8]
8. marts 2011 kom der ovenpå Statsløse-sagen en regeringsrokade. Den føromtalte sag betød at Birthe Rønn Hornbech måtte afgive sine ministerposter. Minister for udviklingsbistand Søren Pind blev i stedet udnævnt til minister for flygtninge, indvandrere og integration og fortsætter i øvrigt i sin hidtidige stilling som minister for udviklingsbistand.
Kulturminister Per Stig Møller blev udnævnt til kirkeminister og fortsætter i øvrigt i sin hidtidige stilling som kulturminister. Troels Lund Poulsen blev udnævnt til ny undervisningsminister efter Tina Nedergaard måtte stoppe "af personlige årsager".[9] Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, overtog den ledige post som skatteminister efter Lund Poulsens overflytning. [10] Ellen Trane Nørby afløste Peter Christensen som politisk ordfører for Venstre.
Tilbagetrækningsreformen (maj 2011) blev indgået med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Den indebærer bl.a. reform af førtidspension, efterløn og folkepension. [11] Regeringens tilbagetræden den 3. oktober 2011 ændrer ikke ved dette forlig, idet partierne bag det stadig har flertal sammen i Folketinget.
Foregående: | Danmarks regeringer | Efterfølgende: |
Regeringen Anders Fogh Rasmussen III 5. april 2009 |
Regeringen Helle Thorning-Schmidt I 3. oktober 2011 |