Procopius

I denne artikel vil vi udforske temaet for Procopius med det formål at dykke ned i dets betydning og relevans i dagens samfund. Procopius er et emne, der har skabt bred interesse inden for forskellige områder, fra det akademiske felt til det sociale og kulturelle felt. I årenes løb har Procopius været genstand for undersøgelse og debat, hvilket har genereret divergerende og berigende meninger, der giver os mulighed for bedre at forstå dets omfang og indflydelse på vores daglige liv. Gennem udforskningen af ​​Procopius vil vi være i stand til at dykke ned i dets mange dimensioner og analysere de påvirkninger, det har på vores samfund, samt reflektere over de implikationer, det medfører for fremtiden.

Procopius
Født500 Rediger på Wikidata
Caesarea Maritima, Israel/Romerske Kejserrige/Mandatområdet i Palæstina Rediger på Wikidata
Død565, 500-tallet Rediger på Wikidata
Konstantinopel, Tyrkiet Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
BeskæftigelseHistoriker, forfatter, advokat Rediger på Wikidata
Kendte værkerHemmelige historie, Justinians bygninger, Justinians krige Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Den gamle havn i Procopius' fødeby Cæsarea.
Romersk teater i Cæsarea (Kesarya), Israel.

Procopius fra Cæsarea (også Prokopius, på græsk Προκόπιος, Prokopios, ca. 500 – ca. 565), var en berømt historie- og krønikeskriver i det østromerske rige. Han var født i Cæsarea og blev sagfører. I 527 blev han rådgiver og sekretær for Belisarius, som var hærfører mod perserne. Procopius deltog også i Belisarius' felttog mod vandalerne i 533. [1]

Forfatterskab

Procopius er en hovedkilde til tiden under kejser Justinian 1., da det østromerske rige ekspanderede kraftigt mod vest. Kejserens mange felttog beskrives i Procopius' Justinians krige (De Bellis), der består af 8 bøger. Justinians bygningsværker beskrives i Justinians bygninger (De Aedificiis), mens den meget specielle Hemmelige Historie (Anekdota) beretter om de hemmeligheder og intriger, der omgav kejseren, og som Procopius efter eget udsagn ikke kunne inkludere i de andre værker.

Udover disse værker er Procopius også en af de første til skriftligt at omtale danerne i Norden og herulernes vandring mod nord. Han hævdede, at Thule var den største af øerne, ti gange større end Britannien, og for den største del ubeboet. Men i den beboede del holdt 13 talrige stammer til. Det ejendommeligste ved Thule var dog, at omkring midsommer var solen oppe døgnet rundt i 40 dage, og midt på vinteren fraværende i et tilsvarende tidsrum. Han beklagede, at han ikke selv var nået til denne ø, men ved også at berette, at befolkningen i Thule ikke adskilte sig særlig fra andre, bortset fra "finnerne" (dvs. samerne), der gik klædt i skind uden tøj under, og angiveligt spiste råt kød. Fornemst blandt Scandias folk var herulerne.[2]

Procopius omtalte i sit værk Vandalkrigen "fimbulvinteren" år 536: "Hele det år lyste solen som månen, uden stråleglans, som i en næsten evig eklipse, med mat lys og ikke som ellers. Straks fænomenet indtraf, var menneskene hele tiden udsat for krig, sult og andre dødelige ting." Flere samtidskilder beskriver en solformørkelse, der varede i mere end et år. Kinesiske kilder skildrer også usædvanlige vejrforhold i denne periode.[3]

Litteraturhistorisk placering

Procopius tilhørte den skole af senantikke, sekulære historikere, som fortsatte traditionerne fra den anden den anden sofisme. De skrev på attisk græsk, deres forebilleder var Herodot og særlig Thukydid, og deres emner var altid sekulær historie. De undgik ord, som var ukendte i attisk græsk, og tilføjede i så fald en forklaring med samtidens ordforråd. Således forklarede Procopius for sine læsere at ekklesia, i betydningen en kristen kirke, modsvarer et tempel eller en helligdom, og at munkene er "de mest mådeholdne af de kristne... hvis mænd sædvanligvis kaldes for munke." (Krigene 2.9.14; 1.7.22) I det klassiske Athen havde munke været ukendte, og en ekklesia var en forsamling af athenske borgere, som vedtog love.

Sekulære historikere undgik historien om den kristne kirke, som de overlod til eklektiske historikere — en historiefaglig retning grundlagt af Eusebius af Cæsarea. Den moderne historiker Averil Cameron har argumenteret for, at Procopius' tekster reflekterer en spænding mellem klassiske og kristne modeller for historieforståelsen i 500-tallets østromerske rige. Dette støttes af Mary Whitbys analyse af Procopius' Bog I, som fremstiller Konstantinopel og Hagia Sofia i sammenligning med samtidige hedenske panegyriske værker. Procopius kan ses på som skildrende kejser Justinian som Guds vicekonge på jorden, og fremstiller bygningerne som hovedsagelig religiøse æresbevisninger.[4]

Forfatterlån

Andre forfattere har lånt fra Procopius' værker, såsom romanen Count Belisarius af Robert Graves (1938).[5][6]

Den amerikanske forfatterinde Donna Tartt (Pulitzerprisen i 2014[7]) lånte Procopius' titel "Den hemmelige historie" til sin debutroman fra 1992 om en lukket kreds af studenter, der fordyber sig i klassiske studier, så det udarter og ender i katastrofe.[8]

Noter

  1. ^ Procopius, The Anecdota or Secret History | Loeb Classical Library
  2. ^ Professor Sverre Steen: Langsomt blev landet vort eget (s. 29), J.W. Cappelens forlag, Oslo 1972
  3. ^ Fimbulvinteren i 536
  4. ^ Whitby, Mary (2000): "Procopius’ Buildings Book I: A Panegyrical Perspective" i: Late Antiquity. 8. (2000), 45-57.
  5. ^ Graves' roman om Belisarius
  6. ^ "Peter G. Christensen: Count Belisarius and Procopius' wars" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 2. juni 2021. Hentet 1. juni 2021.
  7. ^ Pulitzer prize for fiction goes to The Goldfinch | Pulitzer prize | The Guardian
  8. ^ Ten reasons why we love Donna Tartt's The Secret History | Donna Tartt | The Guardian

Værker

Trykte udgivelser

  • Hemmelige historie (Anekdota, oversat fra græsk til svensk; Hemlig historia, ved Sture Linnér), 2000
  • Vandalkrigen (oversat fra græsk til svensk ved Sture Linnér), 2000

På internettet