Pompejus' curia
I dagens verden er Pompejus' curia blevet et emne af stor relevans og interesse for et bredt spektrum af samfundet. Siden opdagelsen og frem til i dag har Pompejus' curia været genstand for debat, undersøgelse og forskning på forskellige områder, hvilket har bidraget til at udvide vores viden om dette fænomen. I denne artikel vil vi dykke ned i den spændende verden af Pompejus' curia, udforske dens oprindelse, dens indflydelse på samfundet og mulige fremtidige implikationer. Der er ingen tvivl om, at Pompejus' curia har sat et uudsletteligt præg på historien og vil fortsætte med at være genstand for undersøgelse og refleksion i de kommende år.
 En 3D-rekonstruktion af Pompejus' curia | |
  Placering af Pompejus' curia i Rom | |
| Beliggenhed | Largo di Torre Argentina, Rom  |
|---|---|
| Koordinater | 41°53′42″N 12°28′26″Ø / 41.895°N 12.474°Ø |
| Type | Exedra |
| Historie | |
| Opført af | Pompejus Den Store |
| Opført | 62 f.Kr. |
Pompejus' curia var en af flere navngivne mødesale i Rom (under den romerske republik) af historisk betydning.[1] En curia var en udpeget struktur for møder i Senatet.[2] Pompejus' curia var placeret ved indgangen til Pompejus' teater.
Curia var knyttet til porticus (en søjelhal/-gang) direkte bag teatersektionen og var en romersk exedra, med en buet bagvæg og flere niveauer af siddepladser.[3] I A New Topographical Dictionary of Ancient Rome af L. Richardson, Jr., udtaler Richardson, at efter Cæsars mord fjernede Augustus Cæsar den store statue af Pompejus og fik salen muret op. Richardson citerede Svetonius, der påpegede, at det senere blev lavet til en latrin, som anført af Cassius Dio.[4]
Historie
I 55 f.Kr. indviede Gnæus Pompejus Magnus (også kendt som Pompejus den Store) åbningen af det største teater i den antikke verden, inden teateret var helt fuldført. Teateret var finansieret fra overskuddet fra Pompejus' krigskampagner og var en politisk erklæring beregnet til at hæve den romerske generals og konsuls status, herunder mindes hans præstationer gennem hele hans karriere. Det ville de romerske kejsere senere kopiere, da de skabte deres egne kejserlige fora.
Den fulde struktur bestod af en stor teatersektion, der inkorporerede et tempel, et prædikestol eller scene, en scaenae frons og cavea (siddepladser) i den ene ende, en stor quadriporticus, der omgav en omfattende have og husede Pompejus' samling af kunst og litteratur, og en curia i den modsatte ende af teatret. Mens teaterkomplekset samlet set ville stå i århundreder, ville selve curia kun blive stående i omkring et årti. I 44 f.Kr., 11 år efter bygningens åbning, blev Cæsar myrdet her af en sammensværgelse af senatorer. Efterfølgende blev konstruktionen lukket og muret op og den siges at være blevet sat i brand. En latrin blev sat i stedet nogle år senere.
Arkæologi
Strukturen er placeret i et område, som i dag kaldes Largo di Torre Argentina. Stedet blev udgravet efter ordre fra diktatoren Benito Mussolini i 1930'erne.[5] Det er for det meste kun fundamentet til den oprindelige struktur, der er blevet udgravet[6] og et moderne vej- og jernbanesystem er nu hævet over resterne af curia. I 2012 blev det annonceret, at yderligere udgravninger havde afsløret det præcise sted for Cæsars mord – markeret af hans adoptivsøn i bygningen før dens ødelæggelse. Det blev også senere annonceret, at de underjordiske udgravninger af curia ville blive åbnet for offentligheden i 2013.
Se også
Referencer
- ^ Bunson, Matthew (1994). Encyclopedia of the Roman Empire. s. 159–160. ISBN 0-8160-4562-3.
- ^ Encyclopædia Britannica. Vol. 2. Samuel L. Hall. 1878. s. 551.
- ^ Middleton, John Henry (1892). The remains of ancient Rome, Volume 2. University of Michigan Library. s. 68.
- ^ Richardson, L (1992). A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Johns Hopkins University Press. s. 104. ISBN 978-0-8018-4300-6.
- ^ Hogg, Brewer; Sylvie, Stephen (2012). Frommer's Italy Day by Day. Frommer. s. 106. ISBN 978-1-118-02736-3.
- ^ Ewald, Björn Christian; Noreña, Carlos F (2010). The emperor and Rome: space, representation, and ritual. Yale Classical Studies. Cambridge University Press. s. 152. ISBN 978-0-521-51953-3.