Kyoto-aftalen

I denne artikel skal vi udforske alle facetter af Kyoto-aftalen, fra dens oprindelse til dens virkning i dag. Kyoto-aftalen er et emne, der har fanget mange menneskers opmærksomhed og interesse gennem årene, og dets relevans er fortsat tydelig på forskellige områder. Gennem de næste par linjer vil vi nøje undersøge de vigtigste aspekter af Kyoto-aftalen, dets udvikling over tid og dets tilstedeværelse i dagens samfund. Derudover vil vi analysere dens indflydelse på forskellige områder og tilbyde en komplet og detaljeret vision af Kyoto-aftalen, der vil give læseren mulighed for bedre at forstå dens betydning og betydning i den moderne verden.


Grønne lande er deltagere, som er forpligtede af Kyoto-aftalens krav, som annex-I parter (også kaldet Annex II parter).
Gule lande er lande, som kun er forpligtede indenfor en betydelig vid margin. Dette er en særlig kategori af Annex I lande med lempelig status også kaldet EIT (Countries with Economies in Transition).
Røde lande er ikke forpligtede af Kyoto-aftalens mål. Disse lande har under protokollen status som Non-Annex lande, som ikke forpligtes, eller er lande som ikke har underskrevet protokollen.
Grønne lande er deltagere som har ratificeret Kyoto-aftalen – 2009. Grå lande afventer ratificering, og blå lande har underskrevet, men ikke ratificeret aftalen.

Kyoto-aftalen er en international aftale, hvis formål er at beskytte jordens klima. De lande, der tiltræder traktaten forpligter sig dermed til at begrænse og senere reducere udledningen af kuldioxid og fem andre drivhusgasser. Traktaten er en videreførelse af FN konventionen "United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC)".[1]

Om aftalen

Kyoto-aftalen blev indgået den 11. december 1997 i Kyoto, Japan. Aftalen indebærer, at de globale udslip af drivhusgasser skal reduceres med 5,2 % i forhold til 1990-niveau frem til perioden 2008–2012. Protokollen indebærer bl.a., at EU skal reducere sine udslip med 8 %, USA med 7 %, og Japan med 6 %, 0% for Rusland, Kina og Indien. Traktaten tillader stigninger på 8% for Australien og 10% for Island

Kyoto-aftalen trådte i kraft, da Rusland ratificerede aftalen. I november/december 2005 afholdtes den første konference mellem Kyoto-aftalens parter (COPMOP1) i Montreal i Canada. Samtidig fortsatte forhandlinger med de lande, der har valgt at gå udenfor Kyoto-aftalen. USA er det land, der udleder flest drivhusgasser, og netop USA har afvist at deltage i Kyoto-samarbejdet. Indien er heller ikke med i samarbejdet. Kina er på grund af sin status som udviklingsland ikke bundet til at reducere sin udledning af drivhusgas på trods af, at landet mængdemæssigt har den største udledning i verden. I 2008, har 183 lande ratificeret protokollen.[2]

Kyoto-protokollen er en protokol til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC eller FCCC), en international miljø-traktat produceret på De Forenede Nationers Konference om Miljø og Udvikling (UNCED), uformelt kaldet Earth Summit, der blev afholdt i Rio de Janeiro, Brasilien, 3-14 juni 1992. Traktaten har til formål at opnå "en stabilisering af koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren på et niveau, som kan forhindre farlig menneskeskabt påvirkning af klimasystemet." [3] Kyoto-protokollen fastlægger juridisk bindende forpligtelser til reduktion af seks drivhusgasser (kuldioxid , Metan, lattergas, svovl hexafluorid, hydrofluorcarboner, og perfluorcarboner) produceret af UNFCCC-tilsluttede nationer, såvel som generelle forpligtelser for alle medlemslande.

Kvoter

Kyoto-protokollen omfatter defineret "fleksible mekanismer" som emissionshandel, Clean Development Mechanism og Joint Implementation, der tillader UNFCCC-lande til at opfylde deres forpligtelser ved at købe emissionsreduktioner fra andre steder, gennem finansielle udvekslinger, f.eks. projekter, som mindsker emissioner i ikke-UNFCCC-lande, fra andre UNFCCC-lande eller fra UNFCCC-lande med overskydende kvoter. I praksis betyder dette, at ikke-UNFCCC-økonomier ingen restriktioner har, men har økonomiske incitamenter til at udvikle reduktioner af drivhusgasemissioner ved at at modtage "Carbon Credits", som dernæst kan sælges til UNFCCC-købere, og derved fremme bæredygtig udvikling. [4] Dertil kommer, at de fleksible mekanismer tillader UNFCCC-lande lande med effektive, lave DHG-emitterende industrier, og høje gældende miljøstandarder at købe kulstoftilgodehavender på verdensmarkedet i stedet for at reducere udledningen af drivhusgasser på hjemmemarkedet. UNFCCC-lande vil typisk ønske at erhverve Carbon Credits så billigt som muligt, mens ikke-UNFCCC-lande ønsker at maksimere værdien af kulstoftilgodehavender genereret fra deres hjemlige Greenhouse Gas Projects.

Kritik af aftalen

I- og u-lande

Der er blevet kritiseret at lande som Indien, Brasilien og Kina (med Kina som største udleder af CO2 i 2010) slet ikke er forpligtet af protokollen. Dette skyldes at de tilbage ved vedtagelsen i 1997 ikke blev anset for i-lande men derimod u-lande. Det er her diskuteret om dette er et tidssvarende syn i dag, men landende har ikke vist nogen interesse i at lade sig forpligte. Et andet eksempel på kritik er udsagnet om, at de enkelte lande prøver at undgå regelsættet, ved at fjerne deres CO2 udslip ved at flytte det til fattige lande, eller køber kvoter af de fattige lande så der reelt set ikke sker en udvikling der vil påvirke verdensklima i en positiv retning.

Luft- og skibsfart

En kritik er at luft- og skibsfart ikke er inkluderet i protokollen. Dette betyder at fx udledningen fra Maersks og KLMs aktiviteter ikke bliver talt med i noget lands regnskab da der ikke blev opnået enighed om hvordan udledningen skulle indregnes da protokollen blev underskrevet. Usikkerheden stammer bl.a. fra virksomhedernes grænseoverskridende aktiviteter. En implementering ville ramme vidt forskelligt om man tilskrev udledningen til ejerskabsland, flagland eller hvilke havne der blev transporteret imellem. Et givent skib kan fx være ejet af et dansk rederi, men sejle under liberisk flag mellem USA og Kina. Pr 2016 udgjorde udledningen fra luft- og skibsfart omkring 3% af den samlede CO2 udledning.[5]

Skovdrift og landområder

Under forhandlingerne blev det diskuteret hvordan skovdrift og anden anvendelse af landområder skulle indregnes. Canada og Rusland har fx enorme skovområder der binder CO2. Der er dog stor usikkerhed om hvor meget CO2 der bindes.[6]

Kilder/referencer

  1. ^ United Nations Framework Convention on Climate Change FN 1992 hentet 18. juni 2023
  2. ^ "Kyoto Protocol: Status of Ratification" (PDF). United Nations Framework Convention on Climate Change. 2008-10-16. Hentet 2008-07-01.
  3. ^ "Article 2". The United Nations Framework Convention on Climate Change. Hentet 15. november 2005.
  4. ^ Only CDM Executive Board-accredited Certified Emission Reductions (CER) can be bought and sold in this manner. Under the aegis of the UN, Kyoto established this Bonn-based Clean Development Mechanism Executive Board to assess and approve projects ("CDM Projects") in Non-Annex I economies prior to awarding CERs. (A similar scheme called "Joint Implementation" or "JI" applies in transitional economies mainly covering the former Soviet Union and Eastern Europe).
  5. ^ information.dk/udland Om luft- og skibsfart under Kyotoprotokollen. Hentet 2024-02-16.
  6. ^ information.dk/2000 Skovdrift og Kyotoprotokollen. Hentet 2024-02-16.
Japansk geografiSpire
Denne artikel om japansk geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Geografi