I dagens verden er Kunstnersammenslutninger i Danmark et emne af stor relevans og interesse for et stort antal mennesker. Uanset om det skyldes dets indvirkning på samfundet, dets historiske relevans eller dets betydning for udviklingen af visse discipliner, har Kunstnersammenslutninger i Danmark fanget akademikeres, eksperters og den brede offentlighed opmærksomhed. I denne artikel vil vi gå i dybden med de forskellige aspekter og dimensioner af Kunstnersammenslutninger i Danmark, analysere dets betydning, dets indflydelse og dets relevans i forskellige sammenhænge. Gennem en detaljeret analyse vil vi søge at kaste lys over dette emne og tilbyde et bredere og mere komplet syn på Kunstnersammenslutninger i Danmark.
Idéen om at danne kunstnersammenslutninger i Danmark for billedkunstnere havde fra begyndelsen haft og har endnu for en dels vedkommende til formål at værne om de enkelte skabende kunstneres identitet. I modsætning hertil har andre landes grupperinger af kunstnere i kortere eller længere tid haft et fælles manifest eller en fælles kunstnerisk idé som grundlag.[1]
Det grundlæggende princip er, at sammenslutningernes medlemmer ikke udsættes for censur, men alene viser arbejder, som de selv kan stå inde for med deres talent og kunstneriske moral. Et andet princip er, at nye medlemmer optages gennem afstemning blandt de eksisterende medlemmer.[1]
Det kønspolitiske aspekt viste sig allerede i dannelsen af den første sammenslutning. På Den Fries første udstilling var fem af de atten udstillere således kvinder.[2] Kvindelige kunstnere måtte kæmpe en hård kamp såvel for at få samme undervisningsmuligheder som mænd på Kunstakademiet som med Charlottenborgcensuren og dermed adgang til at udstille. I det videre forløb optog kunstnersammenslutningerne i hovedsagen ikke kvinder, men vilkårene ændrede sig med tiden.[1]
I 1701 vistes den første gruppeudstilling i Danmark. En grevelig mæcen, Carl Ahlefeldt, havde stillet stueetagen i sit hus ved Kongens Nytorv til rådighed for seks yngre kunstnere, som arbejdede for hoffet - men som gerne ville i kontakt med et bredere publikum. Nyhedsværdien var derfor stor, da Det Ahlefeldtske Palæ, der lå, hvor Hotel d´Angleterre nu befinder sig, den 21. oktober 1701 åbnede dørene for publikum til kunstudstillingen. Denne sammenslutningsudstilling skabte grundlaget for arbejdet hen mod et kunstnersamfund og et kunstakademi.
Stiftelsen af det nuværende Akademi For De Skønne Kunster fandt sted i 1754. Gruppeudstillinger genoptoges ikke efter de første års virksomhed, først stadig hos grev Carl Ahlefeldt, senere hos den mest anvendte af hofmalerne, Hendrik Krock, der døde 1732.[3]
Den første egentlige kunstnersammenslutning i Danmark var Den Frie Udstilling, i dag kaldet Den Frie, som opstod som protest mod Kunstakademiets traditioner, både undervisningsmæssigt og udstillingsmæssigt. Året var 1891. Det var en stor nyskabelse inden for kunstlivet: hvert medlem havde lige rettigheder og forpligtelser, og fællesskabet gav større muligheder for at markere sig, lige som det var tilfældet med dannelsen af andelsforeninger og fagforeninger.[2]
I 1915 stiftedes Grønningen; her gjorde sig atter en protest gældende, denne gang mod nogle forhold i Den Frie. Den første udstilling åbnede den 31. marts 1915.[4] Senere fulgte sammenslutningerne Decembristerne i 1928, den ældste blandt sammenslutningerne i provinsen: Den Fynske Forårsudstilling i 1929, Corner og Koloristerne i 1932 og Kammeraterne i 1934.[5]
Denne liste kan være ufuldstændig. Hjælp gerne med at fuldende den.