I denne artikel vil emnet Konstitutionelt monarki blive behandlet fra forskellige perspektiver og tilgange. Konstitutionelt monarki har været genstand for interesse og debat på forskellige områder, og dets relevans er ikke gået ubemærket hen i dagens samfund. Gennem årene har Konstitutionelt monarki vakt interesse hos både eksperter og fans, som har udforsket dens forskellige facetter og dimensioner. I denne forstand vil vi forsøge at analysere og forstå vigtigheden og betydningen af Konstitutionelt monarki i den aktuelle kontekst, såvel som dens indflydelse på forskellige sfærer af dagligdagen. Gennem en detaljeret analyse vil vi søge at tilbyde en omfattende og berigende vision af Konstitutionelt monarki, og dykke ned i dens virkning og relevans i den moderne verden.
Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. (marts 2018) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
Konstitutionelt monarki (indskrænket monarki) er et regeringssystem, hvor statsoverhovedet (monarken) er bundet af en forfatning i modsætning til absolut monarki, hvor monarken har uindskrænket politisk magt.
I et konstitutionelt monarki overgår posten som statsoverhoved ved arv inden for en kongelig familie. I et konstitutionelt monarki er statsoverhovedet ikke regeringsleder, men den person hvis navn koordinerer det parlamentariske systems regeringsfunktioner. Der er undtagelser. Både Kongen af Sverige og Japans kejser er udelukket fra den praktiske proces i regeringsledelsen af deres landes moderne forfatninger. Begge lande betegnes dog som konstitutionelle monarkier.
Det siges[hvem?] om det konstitutionelle monarki, at monarken er magthaver af navn, men ikke af gavn. De fleste af de moderne konstitutionelle monarkier har deres oprindelse i tidligere mere magtorienterede monarkier, hvor monarken ofte styrede landet enevældigt. Det er ikke et krav i et konstitutionelt monarki at parlamentet/folketinget er demokratisk valgt, men det er ofte tilfældet.
Storbritannien er et af de ældste konstitutionelle monarkier, som ikke har en skreven grundlov. I stedet fungerer det under en samling af skrevne love, uskrevne regler, royale privilegier og traditioner, som tilsammen former Storbritanniens uskrevne grundlov.
I Danmark er det konstitutionelle monarki fastlagt ved grundloven, der som et af sine hovedpunkter netop har at regulere forholdet mellem monarken på den ene side og den folkevalgte lovgivende forsamling samt den myndighedsudøvende regering og embedsmændene på den anden. Formuleringen af bestemmelserne herom er skrevet i et noget indforstået sprog.
I modsætning til mange andre landes grundlove indeholder den danske grundlov ikke udsagn om folkesuveræniteten. Ordene demokrati eller folkestyre er ikke nævnt, og der er en stadig fremhæven af "Kongen" som indehaver af en række beføjelser, hvilket viser tilbage til forholdene ved den første konstitutionelle grundlovs vedtagelse i 1849. Blandt hovedpunkterne i grundloven kan fremhæves følgende:
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med
Lidet kendt men såre vigtig er
Yderligere bør fremhæves
og
Det er vigtigt at forstå grundlovens opbygning: den til enhver tid fungerende monark sidder med det øverste ansvar, men er samtidig ansvarsfri. Enkelte, helt centrale beføjelser tillægges monarken, men normalt vil denne følge de beslutninger, som træffes dels af Folketinget, dels regeringen. Monarken er ene om at beskytte befolkningen mod magtmisbrug fra Folketings og regerings side. Formelt kan monarken undlade at lade en regering tiltræde eller afskedige denne, reelt er det kun sket een gang, at en dansk konge fandt anledning til at skride til så drastisk en handling.