Jimmy Giuffre

I dagens verden er Jimmy Giuffre et emne, der har fået stor relevans på forskellige områder. Fra det personlige til det professionelle niveau har Jimmy Giuffre fanget opmærksomheden fra millioner af mennesker rundt om i verden. Dens indvirkning har kunnet mærkes i samfundet, kulturen, politik og teknologi, hvilket har skabt omfattende debat og diskussion. I denne artikel vil vi udforske de forskellige facetter af Jimmy Giuffre og dens indflydelse på vores liv. Fra dens oprindelse til dens nuværende udvikling, herunder dens implikationer og konsekvenser, vil vi dykke ned i en detaljeret analyse af Jimmy Giuffre for at forstå dens betydning og rolle i den moderne verden.

Jimmy Giuffre
Født26. april 1921 Rediger på Wikidata
Dallas, Texas, USA Rediger på Wikidata
Død24. april 2008 (86 år), 24. marts 2008 (86 år) Rediger på Wikidata
Pittsfield, Massachusetts, USA Rediger på Wikidata
DødsmådeNaturlige årsager Rediger på Wikidata
DødsårsagLungebetændelse Rediger på Wikidata
StatsborgerUSA Rediger på Wikidata
GenreFree jazz, jazz Rediger på Wikidata
BeskæftigelseKlarinettist, saxofonist, fløjtenist, filmmusikkomponist, jazzmusiker, komponist, pladeartist Rediger på Wikidata
PladeselskabColumbia Records,
Capitol Records Rediger på Wikidata
Instrumenter
Fløjte, klarinet, saxofon Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

James Peter "Jimmy" Giuffre (26 april 1921 i Dallas Texas24 april 2008 i Massachusetts) var en amerikansk klarinetist og saxofonist.

Giuffre var kendt for sine originale trioer. Den første med Jim Hall og Ralph Pena, senere med Bob Brookmeyerhorn.

Han dannede så den næste trio i 1961 med Paul Bley og Steve Swallow. Denne trio spillede freejazz, men på en mere nedtonet kammermusikalsk måde, som var et modsvar til tidens freejazz musikere såsom Cecil Taylor og Albert Ayler.

Denne trio hører i dag ifølge mange kendere til en af de vigtigste grupper i jazzhistorien.

Giuffre spillede også som sideman med bl.a. Shelly Manne, Sonny Stitt, Shorty Rogers og Lee Konitz.

Kilde