Jahangir
I denne artikel vil vi tale om Jahangir, et emne af stor relevans, der har fanget opmærksomheden hos et stort antal mennesker. Jahangir er et emne, der har skabt megen debat og polemik i nyere tid, hvilket har tiltrukket sig både eksperters og almindelige menneskers interesse. Igennem denne artikel vil vi udforske forskellige aspekter relateret til Jahangir, analysere dets indvirkning på det nuværende samfund, dets udvikling over tid og mulige fremtidige implikationer. Derudover vil vi behandle forskellige perspektiver og meninger vedrørende Jahangir, med det formål at give en bred og komplet vision af dette interessante emne. Læs videre for at opdage mere om Jahangir og alt, hvad det har at byde på!
| Jahangir | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Kæle/øgenavn | أبو الفتح, خُسرو گیتی پناه  |
| Født | 30. august 1569 Fatehpur Sikri, Uttar Pradesh, Indien |
| Død | 28. oktober 1627 (58 år) Rajaori, Jammu og Kashmir, Indien |
| Gravsted | Jahangir mausoleum |
| Far | Akbar den Store |
| Mor | Mariam uz-Zamani |
| Søskende | Daniyal, Murad |
| Ægtefæller | Sahib-i-Jamal, Manbhawati Bai, Saliha Banu Begum, Taj Bibi Bilqis Makani, Nur-un-Nissa Begum, Nur Jahan, Malika Jahan, Khas Mahal |
| Børn | Khusrau Mirza, Bahar Banu Begum, Parviz, Shahryar, Shah Jahan |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Monark |
| Arbejdssted | Mogulriget |
| Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Jahangir (dvs. Verdensherskeren, fulde navn: Nur-ud-din Muhammed Jahangir Padshah Ghazi, opr. Salim) (31. august 1569 – 28. oktober 1627) var indisk stormogul i perioden 1605-1627.
Han var stormogulen Akbars eneste legitime søn, viste tidligt politiske ambitioner og gjorde som provinsguvernør et par gange oprør mod faderen, men blev alligevel tilgivet og gjort til dennes efterfølger. Jahangirs egen regering var en fredstid bortset fra mindre grænsekampe og tronstrid i de senere år. Stort set bevarede mogulriget den udstrækning det havde nået under Akbars regering.
Jahangir synes generelt at have været en fredelig og i begyndelsen ansvarsfuld regent som fortsatte faderens tolerancepolitik og viste interesse for en ordentlig retspleje. Han havde imidlertid flere personlige svagheder, blev tidligt alkoholiker og senere narkoman og viste sig eftergivende over for intriger i hofkredsene. Specielt lod han sig fra 1611 dominere af sin persisk fødte hustru Nur Jahan som søgte at favorisere sin egen familie. I de senere år mødtes han derfor to gange af åbent oprør af sønnen Shah Jahan som søgte at blive tronfølger. En tid var Jahangir endda fanget af en oprørsk general men kom fri kort før sin død.
Trods sine mange svagheder er Jahangir husket som en meget kulturinteresseret regent. Han ansås for en stor kender af malerkunst og forsøgte sig også som digter, ligesom han opmuntrede arkitekturen. Desuden viste han sans for naturfænomener og zoologiske mærkværdigheder. Navnlig er han kendt for sine erindringer (Tuzuk-i-Jahangiri) som år for år beretter om hans liv og regering, ofte upålideligt i politisk henseende, men med mange interessante detaljer om hofliv og geografiske forhold. De er forbløffende åbenhjertige i deres skildring af hans svagheder og mere brutale sider.
Under Jahangir begyndte de nordeuropæiske kolonimagter deres første spæde fremstød i Indien, bl.a. grundlagde danskerne kolonien Trankebar.
Litteratur
- Rudi Thomsen: Stormogulernes Indien. Kbh. 1989.
- The Tuzuk-i-Jahangiri or Memoirs of Jahangir. Translated by Alexander Rogers, ed. By Henry Beveridge. 1909, ny udg. Delhi 1968. (Jahangirs erindringer).
- Jahangir’s India. The Remonstratie of Francisco Pelsaert. Translated from the Dutch by W. H. Moreland and P. Geyl. Cambridge, 1925. (Nederlandsk rejseskildring).
| Foregående: | Indiske herskere | Efterfølgende: |
| Akbar | Shah Jahan |
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |