Iguazú-vandfaldene
I denne artikel vil vi udforske alt relateret til Iguazú-vandfaldene, fra dets oprindelse og udvikling til dets virkning i dag. Iguazú-vandfaldene er et emne, der har vakt stor interesse på forskellige områder, hvilket har skabt debat og polemik blandt eksperter og den brede offentlighed. I årenes løb er Iguazú-vandfaldene blevet mere og mere relevant og har påvirket ikke kun samfundet, men også kulturen og økonomien. Gennem denne detaljerede analyse vil vi undersøge de mest relevante aspekter af Iguazú-vandfaldene, hvilket giver læseren et omfattende og opdateret syn på dette fænomen.
Iguazú/Iguaçu-vandfaldene (på portugisisk: Cataratas do Iguaçu, på spansk: Cataratas del Iguazú) er vandfald fra Iguaçu-floden på grænsen mellem den brasilianske (20%) delstat Paraná (i den sydlige del) og den argentinske (80%) provins Misiones, og ligger i den brasilianske Iguaçu Nationalpark og den argentinske Iguazú Nationalpark. Størstedelen af vandfaldene er på argentinsk område, mens det bedste udkigspunkt befinder sig på brasiliansk område.
Navnet stammer fra guarani-ordene í (vand) og guazú (stor).
Iguazu Falls regnes blandt verdens mest vandrige vandfald. Faldhøjden i Iguazu Falls er 70 meter, – enkelte steder op til 82 meter, og vandfaldene breder sig over næsten 2,7 kilometer, heraf med vand der fosser ud over kanten på 1,8 kilometer, via de 270 enkelte fald. Hvor det størst enkle fald, kaldes Devil's Throat (djævlens gab/svælg) og er ca. 300 meter bredt.
Der fosser i gennemsnit 5.000 kubikmeter vand i sekundet i gennem Iguazu Falls, men dette tal dækker over perioder med stor vandmængde, 12.750 kubikmeter, mens der kan være andre perioder med næsten ingen vand, og andre perioder, hvor det har været udtørret, som tilfældet var i 28 dage i 1978.
Det anbefales at se vandfaldene fra både den argentinske side, hvor de er vilde og voldsomme, og fra den brasilianske side hvor de er smukke.
Ved vandfaldene ligger en anden turistattraktion nemlig vandkraftværket Itaipú.
Iguazú Nationalpark og Iguaçu Nationalpark kom på UNESCOs verdensarvsliste i 1984 henholdsvis 1986.
