Den følgende artikel vil behandle emnet Hvepsebier, som er blevet meget aktuelt i de senere år. Hvepsebier er et emne, der har vakt interesse hos eksperter og den brede offentlighed på grund af dets indflydelse på forskellige samfundsområder. Igennem denne artikel vil forskellige aspekter relateret til Hvepsebier blive udforsket, fra dets oprindelse til dets udvikling i dag. Derudover vil de implikationer, som Hvepsebier har i forskellige sektorer, blive analyseret, samt mulige løsninger og fremtidsperspektiver. Uden tvivl er Hvepsebier et emne, der fortjener at blive studeret og forstået i dybden, hvorfor denne artikel søger at bidrage til debatten og refleksionen omkring denne vigtige problemstilling.
Hvepsebier | |
---|---|
![]() | |
Videnskabelig klassifikation | |
Rige | Animalia (Dyr) |
Række | Arthropoda (Leddyr) |
Klasse | Insecta (Insekter) |
Orden | Hymenoptera (Årevinger) |
Familie | Apidae (Langtungebier) |
Slægt | Nomada (Scopoli, 1770) |
Hjælp til læsning af taksobokse |
Med over 850 arter er hvepsebier (Nomada) en af de største slægter i familien Apidae, og den største slægt af kleptoparasitiske bier. Navnet kleptoparasit kommer af, at hvepsebier lægger deres æg i andre biers reder. Når deres larver klækkes, stjæler de ressourcer i form af pollen og nektar, som værten har indsamlet til sit eget afkom.[1]
Navnet "Nomada" er afledt af det græske ord nomas (νομάς), der betyder "vandrende."[2]
Hvepsebier snylter på mange forskellige typer bier som værter, primært slægten Andrena, men også Agapostemon, Melitta, Eucera og Exomalopsis.[3] Som parasitter mangler de en pollenkurv på deres bagben (en såkaldt scopa), og er for det meste hårløse, da de ikke selv samler pollen til at føde deres afkom.[4] Ligesom andre bier er voksne kendt for at besøge blomster for at ernære sig med nektar.[5] På grund af manglen på scopa og deres adfærd i øvrigt betragtes de som dårlige bestøvere.[6]
Der er registreret 34 arter af hvepsebier i Danmark,[7] bl.a. den meget sjældne tormentilhvepsebi, der efter ikke havde været set herhjemme i et halvt århundrede, blev genfundet i 2022.[8]