I denne artikel vil vi yderligere udforske Grammatisk tal og dens indflydelse på nutidens samfund. Grammatisk tal har været et emne for interesse og diskussion i mange år, og dets relevans er stadig til at tage og føle på i dag. Fra dets oprindelse til dets udvikling over tid har Grammatisk tal sat et betydeligt præg på forskellige aspekter af menneskelivet, der påvirker alt fra interpersonelle forhold til politiske og økonomiske dynamikker. Gennem denne detaljerede analyse vil vi søge at bedre forstå Grammatisk tals rolle i nutidens verden og reflektere over dens indflydelse i fremtiden.
Numerus (latin) eller tal er en bøjningsform af substantiver (navneord), adjektiver (tillægsord), pronominer (stedord) eller verber (udsagnsord), som bruges i nogle sprog.
Det almindeligste er bøjning i singularis (ental) og pluralis (flertal). Visse sprog har dog også flere mellemformer, f.eks. dualis (total). Der var dualis på urindoeuropæisk og stadig på oldgermansk. Oldnordisk havde ligeledes forskellige personlige pronominer i dualis og pluralis: f.eks. vit 'vi to' ~ vér 'vi'.
Nogle substantiver forekommer kun i én numerus, dvs. enten ental (se singulare tantum) eller flertal (se plurale tantum).
Singularis (latin, af singulus "enkelt") = "ental", tit i modsætning til pluralis.
Pluralis (latin, af plūrēs "flere") = "flertal", tit i modsætning til singularis.
Pluralis majestatis (lat. for "majestætens flertal") er fyrstelige personers brug af vi i stedet for jeg for at give stilen et ophøjet præg eller for derved at udtrykke, at der blev talt på folkets vegne.[1]
Pluralis auctoris (latin for "forfatterens flertal") er den skrivendes brug af flertalsform om sig selv, jævnfør "Pluralis modestiae" [3]
Dualis = "to-tal" er et yderligere grammatisk tal. Hvor singularis betegner én, og pluralis betegner flere, betegner dualis/to-tal to. Muligvis skal kollektivum med i samlingen af grammatiske tal, idet betegnelsen dækker en flerhed, som beskrives samlet.
Dualis bruges ikke på dansk, men der er levn, som løber tilbage til sprogets rødder i proto-indoeuropæisk. I slovensk og bretonsk findes dualis stadig. Her kan man se, hvad meningen har været med denne form, nemlig at betegne dobbeltheder, som er naturligt forekommende:
Eksempler på dualis i bretonsk:
På dansk har vi et par ord, som volder besvær, fordi de egentlig er dualis-ord. Det er ordene forældre og tvillinger. Entalsformerne ("en forælder" og "en tvilling") findes nu, men er ikke accepterede af alle. Danske ord, som stadigvæk er i dualis, er f.eks. „både“ og „begge“.
Trialis = "tre-tal"[4] er en numerus, der bl.a. kendes fra melanesiske sprogs[5] pronomenbøjninger.[6]
Kvadralis = "fir-tal" (af latin quattuor = 4) er en numerus, der har været undersøgt af lingvister, men som ikke med sikkerhed kan belægges i naturligt sprog. Der kan være tale om paukalis.[7]
Paukalis = "fåtal" (af latin paucus = fåtallig, af ringe omfang) angiver nogle få (sammenhørende) ting i oceaniske sprog[8] (på stillehavsøer) og i serbisk.[9][10]
Spire Denne artikel om sprog er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |