FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder
I denne artikel vil vi udforske spørgsmålet om FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra et multidimensionelt perspektiv, analysere dets implikationer, konsekvenser og mulige løsninger. FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder er et emne, der har fanget opmærksomhed hos akademikere, aktivister, statslige institutioner og samfundet generelt på grund af dets relevans i den aktuelle kontekst. Gennem en dyb analyse sigter vi mod at give en omfattende vision af FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder, der adresserer dets mest relevante aspekter, dets forbindelser med andre fænomener og dets potentielle indvirkning på forskellige områder. Med det formål at berige debatten omkring FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder, har denne artikel til formål at tilbyde en helhedsvision, der inviterer til refleksion og konstruktiv dialog.
FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder (fork. ICCPR efter den engelske titel International Covenant on Civil and Political Rights) er en multilateral konvention, der blev vedtaget af FN's generalforsamling 16. december 1966 og trådte i kraft 23. marts 1973. Konventionen forpligter parterne til at respektere individers borgerlige og politiske rettigheder, eksempelvis retten til liv, religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, valgret, retssikkerhed og lighed for loven. Pr. oktober 2009 har 29 lande hverken har underskrevet eller ratificeret konventionen. Danmark var blandt de første lande til at ratificere konventionen, hvilket skete uden at tage forbehold.
Konventionen er baseret på FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne. Oprindeligt var det FN's menneskerettighedskommission, der skulle overvåge medlemslandenes overholdelse af konventionen, men efter langvarig kritik af denne kommission, blev den erstattet af FN's menneskerettighedsråd i 2006. Rådets medlemmerne vælges af medlemsstaterne, men repræsenterer ikke disse. Hver medlemsstat afleverer rapporter til rådet om hvorledes den pågældende stat har opfyldt konventionen.
I den første tillægsprotokol blev der oprettet en klageinstans, der modtager og behandler mellemstatslige og individuelle klagesager. Den anden tillægsprotokol fordømmer dødsstraf.
 |
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel: |