I denne artikel skal vi udforske ERM II med det formål at forstå dens betydning og dens indvirkning på forskellige aspekter af dagligdagen. ERM II er et emne, der har vakt mange menneskers interesse gennem tiden og er afgørende for at forstå dets indflydelse på vores samfund. Gennem en detaljeret analyse vil vi opdage, hvordan ERM II har udviklet sig gennem årene, og hvordan det fortsat er relevant i dag. Derudover vil vi undersøge forskellige perspektiver og forskning, der vil hjælpe os med at få et mere komplet syn på ERM II og dets indflydelse på verden i dag. Denne artikel har til formål at give værdifuld og opdateret information om ERM II for at berige viden og fremme dybere refleksion over dette emne.
Exchange Rate Mechanism II (ERM II) er en valutakursmekanisme, hvor der bl.a. er fastlagt udsvingsbånd for deltagende valutaer i forhold til euroens valutakurs. Den blev oprettet som afløser for ERM, da de fleste deltagerlande i denne indførte euroen som fælles valuta 1. januar 1999. ERM II fastlægger grundlaget for fastkursforholdet og dermed også kriterierne for, at ECB (Den Europæiske Centralbank) i givet fald vil gribe ind i tilfælde af et spekulativt valutaangreb. Lande, der ønsker at blive fuldgyldige ØMU-medlemmer efter 1999, skal forinden have været medlem af ERM II i mindst to år. Pr. 2023 er Danmark og Bulgarien ERM II-medlemmer (udover euroområdet).
ERM II fastsætter for hvert land et individuelt udsvingsbånd, som angiver, hvor store udsving i forhold til en central valutakurs, fastkurssamarbejdet tolererer. Udsvingsbåndet er normalt 15 %. Danmark har dog indgået en aftale om en snævrere grænse på 2,25 %.[1]
Oprettelsen af ERM II blev vedtaget af Det Europæiske Råd i juni 1997.
Udover Danmark har ti EU-medlemslande i tidens løb været medlem af ERM II. Heraf har de ni siden udskiftet deres egen nationale valuta med euroen.
Danmark har været medlem af ERM II uafbrudt siden valutakursmekanismens oprettelse i 1999.[2]
De fleste EU-medlemslande, der ikke har indført euroen, foretrækker at føre pengepolitik efter en selvstændig inflationsmålsætning) og lader derfor deres valutakurser flyde i forhold til euroen. Det gælder således Sverige, Ungarn, Polen og Tjekkiet. Indtil Brexit gjaldt det også Storbritannien.