I denne artikel vil vi udforske og analysere Cæciliaforeningen fra forskellige perspektiver og tilgangsvinkler. Cæciliaforeningen er et emne, der har vakt interesse og debat på forskellige områder, hvilket har skabt modstridende meninger og dybe refleksioner. Igennem disse sider vil vi dykke ned i de forskellige aspekter, der omfatter Cæciliaforeningen, fra dets historie og udvikling til dets implikationer i det moderne samfund. Dets konsekvenser på det sociale, økonomiske, kulturelle og politiske område vil blive undersøgt for at give en omfattende og detaljeret vision af dette emne, der er så relevant i dag. Gennem en udtømmende analyse søger vi at belyse Cæciliaforeningen og dets konsekvenser og åbner døren til kritisk og konstruktiv refleksion, der inviterer til overvejelse og dialog.
Cæciliaforeningen (med navn efter musikkens skytshelgen Sankt Cæcilia) var en musikforening (specielt for kormusik), oprettet 1851 af komponisten Henrik Rung. Der dyrkedes et repertoire, som strakte sig fra renæssancens store vokalværker og til Rungs egen tid. Cæcilianismen var netop en romantisk reformbevægelse, som i første halvdel af det 19. århundrede virkede for en kirkemusik, hvis inspiration skulle søges i renæssancens vokalpolyfoni. I Danmark var den især inspiration for Thomas Laub, der kom i Rungs hjem.
Rung skabte foreningen, efter at han under et ophold i Rom havde fået adgang til at afskrive en lang række ikke-udgivne værker fra den italienske renæssancemusik, for at skabe mulighed for at få denne musik opført.
Foreningens formænd:
Foreningen opløstes i 1934, og i 1945 modtog musikafdelingen på Det Kongelige Bibliotek foreningens omfattende arkiv med opførelsesmaterialer til ca. 470 værker med partiturer og ca. 30.000 stemmer.
En del af den musikalske indsats fra Cæciliaforeningen og Palestrinakoret, der ophørte på omtrent samme tid, blev videreført af Københavns drengekor under Mogens Wöldike.