I dagens artikel vil vi udforske den fascinerende verden af Consecutio temporum. Fra dets oprindelse til dets relevans i dag har Consecutio temporum været genstand for interesse og debat på forskellige områder. Igennem denne artikel vil vi analysere dets vigtigste karakteristika, dets indvirkning på samfundet og dets udvikling over tid. Endvidere vil vi undersøge dens indflydelse i forskellige sammenhænge og dens relevans for fremtiden. Consecutio temporum er et spændende emne, der fortjener vores opmærksomhed, så vi inviterer dig til at fordybe dig i denne fascinerende opdagelses- og udforskningsrejse. Gør dig klar til at udvide din viden og nyd en berigende oplevelse!
Consecutio temporum (latin: tidsfølge) er en fagbetegnelse inden for grammatikken for beskrivelsen af, hvilken tid (tempus) udsagnsordene står i i ledsætninger.
Fagbetegnelsen bruges mest i forbindelse med latinsk grammatik; men også andre sprog har deres regler. Udsagnsordet i en ledsætning kan stå i en tid, der afhænger af hovedsætningens tid, selv om det ikke svarer til den tid, der faktisk er tale om. (Tidligere kaldte man ledsætninger for bisætninger; så hvis nogen kender det sidste udtryk, er det altså det samme).
Professor Johan Nicolai Madvig skrev i midten af 19. århundrede i Latinsk Ordføiningslære: »Den forbigangne Tid betegnes i en conjunctivisk Bisætning i Forhold til Hovedsætningens Tid. (Denne Regel, og hvad deraf følger, kaldes i Almindelighed Reglen om consecutio temporum, Tidernes Følge).« (§ 382)
»Sagde du, at det var i morgen, du kom?«
Hovedsætningens verballed, sagde, udtrykker en reel datid. "Hvad sagde du for lidt siden?"
De to ledsætninger indeholder verballeddene var og kom, der står i datid; men de udtrykker begge noget fremtidigt (futurum). De står i datid, fordi ledsætningerne er underordnet en hovedsætning, der står i datid.
Consecutio temporum (grammatisk tidsfølge) drejer sig i vid udstrækning om, at udsagnsord nogle gange står i en anden tid i ledsætninger, end man kunne forvente ud fra simpel logik i forhold til det, der faktuelt udtrykkes.