I dagens verden er Bruno Pellizzari blevet et tilbagevendende tema, der har fanget samfundets opmærksomhed som helhed. Uanset om det er et resultat af teknologiske fremskridt, kulturelle ændringer eller historiske begivenheder, har Bruno Pellizzari fået en hidtil uset relevans. Fra dens indflydelse på økonomien til dens indflydelse på politik og folks dagligdag er der ingen tvivl om, at Bruno Pellizzari har skabt debat og refleksion på alle områder. I denne artikel vil vi gå i dybden med de forskellige aspekter og konsekvenser af Bruno Pellizzari, samt de forskellige holdninger, der eksisterer i forhold til det.
Bruno Pellizzari | |
---|---|
![]() | |
Personlig information | |
Født | 5. november 1907 ![]() Milano, Italien ![]() |
Død | 22. december 1991 (84 år) ![]() Milano, Italien ![]() |
Højde | 170 cm ![]() |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Cykelrytter ![]() |
Deltog i | sommer-OL 1932 ![]() |
Information med symbolet ![]() |
Bruno Pellizzari (født 5. november 1907 i Milano, død 22. december 1991 smst.) var en italiensk cykelrytter, som deltog i de olympiske lege 1932 i Los Angeles.
I 1929 hentede Pellizzari sit første store internationale resultat, da han vandt DBC's amatørgrandprix i Ordrup i sprint. Året efter vandt han VM-bronze i samme disciplin, og i 1931 blev han nummer tre ved DBC's grandprix. Samme år vandt han det italienske amatørmesterskab i sprint, hvilket han gentog i OL-året 1932.[1]
Han var derfor oplagt som Italiens deltager i sprint ved OL 1932. Her blev han nummer to i sit indledende heat, hvorpå han vandt sin kvartfinale mod en britisk rytter. I semifinalen måtte han se sig slået af Jacobus van Egmond fra Nederlandene, der senere vandt guldet i finalen mod Louis Chaillot fra Frankrig. Pellizzari vandt bronze, efter at den anden taber fra semifinalerne, Dunc Gray fra Australien, valgte ikke at stille op.[2]
Efter OL blev Pellizzari professionel og vandt det italienske mesterskab i sprint i 1934 og 1935. Efter anden verdenskrig blev han træner.[3]