Britisk idealisme

I dagens verden er Britisk idealisme blevet et emne af stor relevans og interesse for en bred vifte af mennesker. Uanset om det har indflydelse på samfundet, dets betydning i historien, dets relevans i kulturen eller en hvilken som helst anden grund, har Britisk idealisme fanget opmærksomheden og interessen hos dem, der søger at forstå verden omkring dem bedre. Fra dets oprindelse til dets indflydelse i dag er Britisk idealisme fortsat et fascinerende emne, der fortsætter med at skabe debat og refleksion på forskellige områder. I denne artikel vil vi yderligere udforske virkningen og vigtigheden af ​​Britisk idealisme, hvilket giver læserne en klarere og dybere indsigt i dette meget relevante emne.

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Britisk idealisme I slutningen af 1900-tallet genoplives Hegels tanker i den britiske idealisme. Hovedskikkelserne er T. H. Green (1836–1882), Francis Herbert Bradley (1846–1924), og Bernard Bosanquet (1848–1923). De efterfulgtes af J. M. E. McTaggart (1866–1925), H. H. Joachim (1868–1938), og J. H. Muirhead (1855–1940). Den sidste væsenslige filosof i denne tradition var G. R. G. Mure (1893–1979). G. E. Moore og Bertrand Russell startede analytisk filosofi som modreaktion til den tidlige britiske idealisme.^[1]

Noter

1. ^ . Russell skev senere i "My Mental Development" at "with a sense of escaping from prison, we allowed ourselves to think that grass is green, that the sun and stars would exist if no one was aware of them ..."—Russell B, (1944) "My Mental Development", i Schilpp, Paul Arthur: The Philosophy of Bertrand Russell, New York: Tudor, 1951, pp 3–20.

Spire Denne filosofiartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.