Brevroman

Den følgende artikel vil behandle emnet Brevroman, som er blevet meget aktuelt i de senere år. Brevroman er et emne, der har vakt interesse hos eksperter og den brede offentlighed på grund af dets indflydelse på forskellige samfundsområder. Igennem denne artikel vil forskellige aspekter relateret til Brevroman blive udforsket, fra dets oprindelse til dets udvikling i dag. Derudover vil de implikationer, som Brevroman har i forskellige sektorer, blive analyseret, samt mulige løsninger og fremtidsperspektiver. Uden tvivl er Brevroman et emne, der fortjener at blive studeret og forstået i dybden, hvorfor denne artikel søger at bidrage til debatten og refleksionen omkring denne vigtige problemstilling.

Titelbladet til Aphra Behns brevroman Love-Letters Between a Nobleman and His Sister (1684).

En brevroman er en roman som har form af en række breve. Brevromanen var en meget populær genre i 1700-tallet og et stykke op i 1800-tallet. Den giver mulighed for at opleve hovedpersonen i fortællingen på nærmeste hold, hvad enten den har er en fiktiv handling eller en beretning fra det virkelige liv.

Det var en ny fortællemåde, hvor det, der skildres, normalt er noget, brevskriveren lige har oplevet. Derved formidles øjeblikkets stemning. Historien kommer ikke som et fjernt tilbageblik, men som den opleves her og nu. Handlingen forflytter sig ind i læseren, hvorved romanen bliver psykologisk og gør kvinder synlige som heltinder og skribenter. Sådan skaffede romanerne sig i første række en kvindelig læserkreds. [1]

Genren voksede frem ved, at breve i 1600- og 1700-tallet ofte blev skrevet med tanke på at sættes i omløb (ofte ved afskrifter, der cirkulere i en udvalgt kreds). En anden faktor, jfr Göran Hägg, er at ældre litteratur mangler tradition for at gengive enkeltpersoners tanker. Breve (samt dagbogsnotater og fiktive avisudklip) "forklarede" dermed, hvordan forfatter og læser fik kendskab til personernes tanker. 

Den første roman til at udforske genren, var Aphra Behns trilogi Love-Letters Between a Noble-Man and his Sister fra 1684–87 med handling fra Monmouths oprør.[2] Her udnyttes formen til at præsentere fortællingen fra flere synsvinkler. Fortællerstemmen træder i baggrunden i første del; senere dukker en synlig fortæller op. 

Samuel Richardsons Pamela, udgivet i 1740, var først tænkt som en eksempelsamling for uøvede brevskrivere. Som udgangspunkt valgte Richardson en ung tjenestepige, der udsættes for uønsket opmærksomhed fra herren i huset, og skriver til sine forældre for at få råd. Forfatteren blev efterhånden så grebet, at han ændrede projektet til en roman. For at gøre den troværdig, lod han Pamela gå over til dagbogsnotater i stedet for breve. Pamela fik stor indflydelse på senere litteratur, hvad angår både form og tema. Rousseau fulgte i Richardsons fotspor med Julie, eller den nye Héloïse (1760).[3] 

Eksempler på brevromaner

Noter

  1. ^ Dietrich Schwanitz: Dannelse (s. 219), Pax forlag, Oslo 2005, ISBN 978-82-530-2770-8
  2. ^ Love-Letters Between a Noble-Man and his Sister
  3. ^ Colin Wilson: A criminal history of mankind (s. 389), Mercury Books, 2006, ISBN 1845600029