Apikal dominans

I denne artikel vil vi udforske emnet Apikal dominans fra forskellige perspektiver, undersøge dets indvirkning på det moderne samfund og dets relevans i nutidens verden. Langs disse linjer vil vi dykke ned i de mest relevante aspekter relateret til Apikal dominans, analysere dets historiske betydning og dets indflydelse på udviklingen af ​​nye koncepter og trends. Derudover vil vi tage fat på forskellige udtalelser fra eksperter på området, samt personlige erfaringer, der vil give en mere komplet og berigende vision om Apikal dominans. Ved at sammenfatte opdateret og stringent information, søger denne artikel at give et omfattende syn på Apikal dominans for at give læseren en dybere og mere fuldstændig forståelse af dette vigtige emne.

Topskuddominansen opstår, når auxinet fra den øverste knop rammer nr. 2. Senere rammes nr. 3 af den samlede mængde fra nr. 1 + 2. Næste gang er det den fjerde knop, som nu må lide under den samlede mængde fra både 1, 2 og 3, osv. Under jorden har auxinet derimod den modsatte virkning: det fremmer væksten i røddernes vækstpunkter.

Apikal dominans (af latin: apex = ”kongekrone” + dominatio = ”herredømme”) eller topskuddominans er et begreb, som bruges inden for plantefysiologien om den forrang, som stammens og hovedgrenenes endeknop har i forhold til de øvrige knopper på samme skud. Det medfører, at stammens topskud får markant længere årstilvækst end sideskuddene, og at grenenes ledeskud ligeledes vokser mere kraftigt end deres sideskud.

Oversigt

I vækstpunktet på den yderste knop produceres der et plantehormon, auxin, som føres nedad med saftstrømmen i sikarrene. Det hæmmer væksten hos den næste knop ned ad skuddet, men samtidig producerer den også sin mængde auxin. Den samlede mængde af første og anden knops auxin svækker nu den tredje knop, som dog stadig kan producere sit eget auxinbidrag. Fjerde knop bliver hæmmet endnu mere, osv. Nederst på skuddet er auxinmængden så stor og den hæmmende virkning så kraftig, at knoppen slet ikke springer ud, men i stedet bliver til et sovende øje.

Fordelen ved apikal dominans er, at der normalt ikke vil opstå konkurrence mellem de øverste (og yderste) skudspidser. Samtidig medfører dannelsen af sovende øjne, at planten hele tiden har en reserve af levende knopper til rådighed, hvis toppen skulle dø væk af en eller anden grund. Det skaber den reelle baggrund for, at beskæring og stævning kan lykkes. Når man fjerner de dominerende knopper, bliver de sovende øjne ikke længere holdt tilbage, og de omdannes så til normale knopper, der skyder næste forår. Til den tid er der ikke længere nogen rangorden mellem dem, og man får da billedet af et træ, som sætter store mængder af vanris. Først efter adskillige år, alt efter artens vækststyrke, lykkes det ét af skuddene at undertrykke de øvrige, og den apikale dominans er genetableret.

Anvendelse

Den apikale dominans kan brydes kunstigt, hvis man ønsker en mere kraftig vækst hos sideskuddene (som det f.eks. ofte er tilfældet med frugttræer). Det sker ved, at man gør saftstrømmen oppefra besværligt, sådan at auxinpresset mindskes hos de knopper, man ønsker at begunstige. I praksis gøres det ved, at man lægger et tværgående snit gennem barken og vinkelret på grenens længderetning et par cm oven over knoppen, men kun lige ind gennem vækstlaget, dvs. ind til veddet.

På dette skud fra en Sort Valnød (Juglans nigra) ses det, hvordan knoppernes størrelse er aftagende fra spidsen og indefter. Det ses også, at kun de to yderste knopper kom til udvikling sidste forår, mens de øvrige på forrige års skud er blevet undertrykt.

Se også

Kilder