Antti Tuuri

I dagens verden er Antti Tuuri et emne, der har fået stor relevans og er blevet et genstand for interesse for et bredt spektrum af samfundet. Siden dets fremkomst har Antti Tuuri vakt debat, refleksion og nysgerrighed på forskellige områder, hvilket har skabt modstridende meninger og forskellige holdninger. Over tid har Antti Tuuri udviklet sig og fået forskellige nuancer, og er blevet et fænomen, der gennemsyrer forskellige aspekter af dagligdagen. Derfor er det relevant grundigt og udtømmende at behandle de forskellige aspekter omkring Antti Tuuri, udforske dets oprindelse, dets implikationer og dets indvirkning på det miljø, det opererer i. I denne forstand søger denne artikel at dykke ned i det spændende univers af Antti Tuuri, ved at analysere dets mange aspekter og tilbyde en panoramisk vision, der bidrager til berigelse af viden om dette spændende emne.

Antti Tuuri
5. oktober 2013
Personlig information
FødtAntti Elias Tuuri Rediger på Wikidata
1. oktober 1944 (80 år) Rediger på Wikidata
Kauhava, Finland Rediger på Wikidata
NationalitetFinland Finsk
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedHelsinkis Tekniske Universitet Rediger på Wikidata
BeskæftigelseManuskriptforfatter, oversætter, forfatter Rediger på Wikidata
FagområdeFinsk litteratur Rediger på Wikidata
Kendte værkerOstrobothnia[1] Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
UdmærkelserAleksis Kivi-prisen (2009),
Nordisk Råds litteraturpris (1985),
Tak for bogen-medaljen (1983),
Pro Finlandia (1985),
Finlandiaprisen (1997) med flere Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Antti Elias Tuuri (født 1. oktober 1944 i Kauhava[2]) er en finsk forfatter. Han er bedst kendt for sine bøger der finder sted i Södra Österbotten. Flere af hans værker er også blevet filmatiseret.[3]

Turri er oprindeligt uddannet ingeniør.[3] Han blev i 1985 tildelt Nordisk Råds Litteraturpris for sin bog Arven (originaltitel: Pohjanmaa).[4] I 1997 modtog han Finlandia-prisen for romanen Lakeuden kutsu.[5]

Referencer