I denne artikel skal vi i dybden undersøge emnet Ørkenglas og dets indvirkning på det moderne samfund. Ørkenglas er et emne af stor relevans i dag og har skabt megen debat på forskellige områder. I løbet af de sidste par årtier er Ørkenglas blevet stadig vigtigere og har påvirket både den måde, vi forholder os til andre på, og hvordan vi opfatter verden omkring os. I denne artikel vil vi analysere forskellige aspekter relateret til Ørkenglas, fra dets historiske oprindelse til dets relevans i dag. Vi vil også undersøge de mulige fremtidige implikationer af Ørkenglas, og hvordan det former den verden, vi lever i.
Ørkenglas, eng. Impact glass, Libysk ørkenglas (LDG) , Darwin glas (Tasmanien) eller Edeowie glas (Australien) er fundet i store (10 gange kilometervis) regioner i sandede ørkener i den Libyske ørken, Afrika, og i det sydlige Australien.
Der er også fundet glasstykker udover sydøstasien som er blevet dannet for ca. 800.000 år siden, men intet krater er fundet.[1]
Også i Atacama-ørknen er der fundet glas dannet ved et komet-nedslag.[2]
Det klare gulgrønne glas består af op til 96,5-99% SiO2 og i stykker på op til 26 kg. Det menes at der er mellem 100-1.000 tons glas.
Ifølge en undersøgelse, af den østrigske astrokemiker Christian Köberl, er de indlejrede zirkon-krystaller blevet varmet op til 1.800 °C og glasset er dannet for ca. 29 millioner år siden.[3][4] Der er fundet små mængder af iridium og osmium, i glasstykker med mørke bånd, hvilket indikerer kondrit iblanding. Ifølge Köberl peger osmium-isotopsammensætningen på en ikke-jordisk oprindelse. Men der er ikke fundet et nedslagskrater med den rigtige alder.
Glassets oprindelse bindes sammen med stærk varmestråling fra en stor luftmeteoreksplosion. Faktisk af samme slags som Tunguska-eksplosionen i 1908 – dvs. en eksplosion i atmosfæren – dog måske 1.000 gange stærkere, som den mest sandsynlige forklaring.
Ved en 20.000 tons TNT atombombedetonation i New Mexicos ørken, på Trinitytesten, blev en større overflade af sand og sandsten omdannet til et ca. 1 cm tykt grøngult glas og delvist smeltet sand. En af observatørene, Ben Benjamin, fik lov at gå på ground-zero-området en uge efter, som knasede pga. grøngult glas og delvist smeltet sand.